Valgren efter DM: Helt anden måde at køre løb på

Skrevet af admin

26/06/2016

Dagens topnyheder

For første gang siden 2012 var det ikke en Tinkoff-rytter, der stod øverst på podiet ved DM i linjeløb i Vordingborg. I stedet blev det til sølv for holdets Michael Valgren, der ikke kunne følge med Alexander Kamp (Stölting Service Group) i den afgørende spurt.

- Jeg ville gerne have vundet, men Alexander er hurtigere end mig. Det er fint nok, men jeg ville gerne have vundet.

- Jeg var egentlig ikke overrasket (over Stölting-holdets sejr, red.). De har klart det stærkeste hold, og de sad hele tiden i en god situation, siger Michael Valgren efter løbet.

Tinkoff-holdet var da også stærkt barberet i forhold til tidligere, da det ud over Michael Valgren kun havde Jesper Hansen.

24-årige Michael Valgren, der i 2014 vandt DM-løbet, ser tilbage på et løb, der blev kørt noget anderledes end mange af de løb, som han normalt kører.

- Det var meget i ryk, og det er noget andet, end jeg er vant til. Rykkene er megahårde. Jeg er vant til at køre meget kontrolleret, hvor man kører et hårdt interval hen mod stigninger, og så kan man slå ud opad bjerget.

- Det er en fuldstændig anden måde at køre cykelløb på. Det er ligesom at være tilbage i amatørverdenen. Det er ikke nemt, siger Tinkoff-rytteren.

Michael Valgren og Alexander Kamp (Stölting) indhentede otte kilometer før målstregen i Vordingborg Lasse Norman Hansen (Stölting), der længe sad helt alene forrest.

I den sidste spurt var det 22-årige Alexander Kamp, der løb med sejren.

Selv om det ikke blev til guld kan Michael Valgren efter årets to DM-cykelløb stadig se tilbage på to andenpladser, da han også blev nummer to ved torsdagens enkeltstart. Her var han 12 sekunder langsommere end Martin Toft Madsen (Team Almeborg-Bornholm).

- Det vidner om, at formen er god, og det synes jeg også, at den er, siger Michael Valgren.

/ritzau/