Van Gaal er tæt på at købe sin tredje venstreback

Skrevet af admin

30/08/2014

Mest læste i dag

Manchester United er tæt på at forstærke sig med den hollandske landsholdsback Daley Blind.

BBC og flere andre engelske medier beretter lørdag formiddag, at den engelske storklub er nået til enighed med Ajax Amsterdam om et køb. De personlige betingelser mangler endnu at blive forhandlet på plads.

Den 24-årige venstreback, der også kan benyttes på den defensive midtbane, var i sommer en del af Hollands succesfulde VM-trup under Louis van Gaals ledelse.

Hollænderne nåede hele vejen til semifinalerne, hvor det endte med et nederlag til Argentina.

Louis van Gaal byttede umiddelbart efter VM det hollandske landshold ud med Manchester United, hvor han skal forsøge at genrejse klubben efter en sæson uden titler og en skuffende syvendeplads i Premier League.

Projektet har ikke fået den bedste start med et enkelt point efter de to første spillerunder. Samtidig røg holdet i denne uge ud af Capitol One Cup efter et nederlag til Milton Keynes Dons fra den tredjebedste række.

Hvis United når til enighed med Blind, vil hollænderen være Louis van Gaals femte sommerindkøb.

Klubben har hentet tidligere hentet to venstrebacks i form af Luke Shaw i Southampton og Marcos Rojo i Sporting Lissabon. Rojo kan også benyttes i det centrale forsvar.

Derudover er midtbanespillerne Ander Herrera og Angel Di Maria kommet til fra henholdsvis Athletic Bilbao og Real Madrid.

/ritzau/