Vejle slår decimerede hvepse i sæsonpremieren

Skrevet af admin

26/07/2014

Mest læste i dag

Mere end en time i undertal blev for meget for Brønshøj, da forstadskøbenhavnerne indledte sæsonen i den næstbedste fodboldrække med at tabe 1-2 til Vejle.

Brønshøjs mandskab er nærmest ukendeligt i forhold til sidste sæson, efter at syv stamspillere har forladt klubben, der også har erstattet træner Bo Henriksen med Carit Falch.

Alligevel var det "hvepsene", der kom bedst fra land i Vejle, hvor Sebastian Dalgaard efter 10 minutters spil kunne omsætte et straffespark begået af Simon Nagel til scoring for gæsterne.

Men da Kasper Sørensen efter 29 minutter blev smidt ud for et hårdt frispark, gik det ned ad bakke for Brønshøj.

Inden pausen udlignede Viljomur Davidsen for hjemmeholdet, og midtvejs i anden halvleg sørgede Christian Sivebæk for Vejle-sejren.

I kampens sidste minut blev et frustreret Brønshøj-mandskab ramt af endnu en udvisning, da Alexandar Lazarevic fik det røde kort.

Allerede fredag blev der spillet to kampe i den næstbedste række: Lyngby besejrede AB med 1-0, mens Skive og HB Køge delte point med 1-1 ved Limfjorden.

/ritzau/