Verdensnaturfonden blåstempler Obamas klimaplan

Skrevet af admin

03/08/2015

Dagens topnyheder

Det er en god start, lyder det fra klimachef i WWF Verdensnaturfonden, John Nordbo, om amerikansk klimaplan, der skal reducere udslippet af drivhusgasser fra amerikanske kraftværker med næsten en tredjedel inden for 15 år.

- Det er en nøgle til at få kontrol over det samlede udslip fra amerikanernes side. Det betyder ikke, at det er løsningen, men det er en start.

- Det er et klart signal om, at vedvarende energi er vejen frem, siger John Nordbo til Ritzau.

I 2030 skal de amerikanske elværkers CO2-udslip ifølge Det Hvide Hus være reduceret med 32 procent i forhold til 2005. Kraftværkerne i USA står for 40 procent af CO2-udledningen.

Hovedlinjerne i "Plan for Ren Energi" blev præsenteret søndag, mens hele planen bliver offentliggjort senere mandag.

Obama kalder selv planen for "det største og det vigtigste skridt, vi nogensinde har taget i indsatsen mod klimaforandring".

John Nordbo taler ikke med lige så store ord. Men på spørgsmålet om, hvorvidt planen er ambitiøs nok, svarer han:

- Ja, det er faktisk ok.

- Der kan gøres lidt mere. Men det er rart at se, at Obama har strammet den en smule i forhold til de udkast, der har været i høring, og der hvor miljøorganisationer har peget på, at der var mulighed for at gøre mere, siger han.

Greenpeace vil helst kende detaljerne i planen, før organisationen forholder sig til den. Men organisationens klimapolitiske rådgiver, Jens Mattias Clausen, siger dog, at det er positivt, at Obama tager et skift væk fra kul. Men der skal mere til.

- Vi vil gerne opfordre ham til at have en mere konsekvent tilgang til klimaudfordringen i stedet for at gøre noget godt med den ene hånd og samtidig give nogle meget uheldige tilladelser med den anden, siger han med henvisning til, at Obama skal have givet olieselskabet Shell lov til at fortsætte boringer i Arktis.

Planen bliver præsenteret som optakt til FN's store klimatopmøde i Paris, COP21, fra 30. november til 11. december. Her skal verdens ledere forsøge at nå til enighed om en forpligtende aftale, der skal holde klimaændringerne i skak.

Og Obamas plan for energi og miljø sætter en streg under amerikanernes engagement.

- Det her er med til at understrege, at amerikanerne kommer og er parate til at lave en klimaaftale, siger John Nordbo.

/ritzau/