Vestergaard ser bort fra landsholdschance i klubvalg

Skrevet af admin

24/05/2016

Dagens topnyheder

Den danske landsholdsspiller Jannik Vestergaard er et varmt navn på den europæiske rygtebørs, og der tales om et skifte fra Werder Bremen, der potentielt kan løbe op i over 100 millioner kroner og kan gøre ham til Danmarks dyreste spiller nogensinde.

Uanset hvilken klub han lander i, så træffer han ikke valget med henblik på at spille sig nærmere en startplads på landsholdet.

- Jeg vælger ikke nogen klub på grund af landsholdet. Det er selvfølgelig noget af det ypperste, man kan opnå, men jeg er nødt til at tænke på min egen personlige udvikling i klubben, siger Vestergaard.

- Det er der, jeg har min hverdag, og det er der, jeg vil kunne udvikle mig til en forhåbentlig fast mand på landsholdet. Jeg vil vælge klub alt efter, hvad der er bedst for min udvikling, og så tror jeg også, det får en direkte indflydelse på landsholdet.

Forsvarsspilleren fylder 24 år til august, og derfor er udvikling stadig et vigtigt element i hans karrierevalg, men det betyder ikke, at han stiler lavere på klubhylden for at være sikker på spilletid.

Spørgsmål: Tør du vælge en stor klub, hvor der vil være hård konkurrence om spilletiden?

- Det tror jeg ikke, jeg som princip vil have noget imod. Jeg ved, at fodbold er hård business, og der skal kæmpes for tingene, lyder det fra Jannik Vestergaard.

Han skiftede i begyndelsen af 2015 fra Hoffenheim til Werder Bremen, hvor han var en vigtig figur i klubbens overlevelseskamp i Bundesligaen, som lykkedes med næb og klør.

Derfor mener han også, at han er rustet til at tage kampen op mod store navne.

- Jeg har oplevet lidt af hvert i min karriere indtil videre, så jeg ved, at der skal lidt til. Arbejdshandskerne skal på, og jeg er ikke bange for noget konkurrence, siger han.

/ritzau/