Viborg-anfører vrisser over sæsonens dårligste kamp

Skrevet af admin

29/08/2015

Dagens topnyheder

Viborg tabte lørdag eftermiddag med 1-2 i Alka Superligaen, da oprykkerne i Haderslev stødte sammen med Sønderjyske.

Og anfører hos viborgenserne, Mikkel Rask, var slet ikke tilfreds med holdets indsats.

- Det var måske den dårligste præstation, vi har leveret indtil nu. Det var først efter, vi fik scoret, vi kunne være det nogenlunde bekendt. Indtil da var det bare ikke godt nok.

- Vi spillede ikke en god nok kamp. Jeg havde da gerne set, vi kunne have taget i hvert fald et point med herfra, men qua vores præstation i størstedelen af kampen var det ikke til mere, siger Mikkel Rask.

Viborg-træner Johnny Mølby manglede aggressivitet fra sit hold i den første time af kampen.

- Vi leverede ikke en ret god præstation. I den sidste halve time kom vi med den power og den pondus, som vi skulle, men det var i en for lille del af den her fodboldkamp.

- Sønderjyskes sejr var fortjent, fordi de var bedre end os, siger han.

Cheftræneren var på trods af den dårlige indsats ærgerlig over, at det ikke lykkedes at få point.

- Selvom de var bedst, fik vi alligevel sat et tryk på dem til sidst efter reduceringen. Der kom vi med den vildskab, der er påkrævet her i Superligaen, siger Johnny Mølby.

Viborg har blot scoret fem mål i sæsonens syv første kampe, og Serge Deble, der var topscorer for Viborg i sidste sæson har endnu ikke scoret i Superligaen.

- Det er en anden række, og det er betydeligt sværere at score mål nu. Det må vi forholde os til, siger Johnny Mølby.

Viborg har otte point for syv kampe og er aktuelt placeret som nummer seks. Næste opgave for viborgenserne er på hjemmebane mod FC Nordsjælland.

/ritzau/