Viborg og AGF deler i begivenhedsrig affære

Skrevet af admin

27/07/2015

Dagens topnyheder

Viborg hentede det første point i det nye liv i Alka Superligaen, da det mandag aften blev uafgjort 0-0 mod AGF hjemme på Viborg Stadion.

Dermed har Viborg ét point efter de to første runder, mens AGF ligger på fjerdepladsen med fire point.

Kampen blev hektisk og spillet i et højt tempo, hvor der var chancer i begge ender - specielt efter pausen, hvor AGF fik vist den spanske forsvarer Adrian López ud med et kvarter igen.

AGF var bedst før pausen, mens Viborg var styrende efter pausen.

AGF-træner Morten Wieghorst havde ikke ændret i startopstillingen i forhold til det mandskab, der hjemme vandt 2-1 over Brøndby i sæsonens første kamp.

Hos Viborg havde træner Johnny Mølby fundet plads til Christian Sivebæk til hjemmekampen, hvor Viborg jagtede de første point i den bedste række.

AGF har traditionelt haft det svært mod Viborg, når der spilles om point. Faktisk ligger seneste AGF-sejr over Viborg i en kamp om point helt tilbage til den 3. november i 2013. I kampene i den næstbedste række blev det således til uafgjort og to nederlag i sidste sæson.

Mandag var det dog ikke til at se, at det var to oprykkere, der tørnede sammen.

Fra start var tempoet højt, og kampen var en livlig forestilling. Spillet bølgede frem og tilbage. Viborg lagde et hårdt pres på AGF fra kampens start, men AGF diskede op med det bedste fodboldspil.

Fremstødene kom typisk fra gæsterne, men det var småt med at komme til de helt store chancer, og AGF fik ikke udbytte af overvægten i spillet efter de første 45 minutter.

Efter pausen kom begge hold tættere på. Først var det Viborg, der var tæt på, blandt andet med en hovedstødschance efter hjørnespark til Mikkel Rask. Kort efter var det så AGF's Kim Aabech, der burde have scoret.

Den offensive midtbanespiller var helt fri foran mål, men han misbrugte hovedstødschancen i samme ende, hvor de mange medrejsende AGF-fans leverede et stemningsfuldt bidrag til kampen.

Kort efter blev AGF's Stephan Petersen efter en fin indsats erstattet af AGF's nye irakiske spiller Ahmed Yasin, mens Christian Sivebæk blev erstattet af Sebastian Andersen.

Spillets kvalitet faldt efterhånden, og det lignede en pointdeling mellem de to oprykkere, selv om hjemmeholdet fik overtaget mere og mere og pressede hårdt.

Med 20 minutter igen fik Viborg bolden i mål ved Serge Deble, men scoringen blev annulleret for offside.

Da AGF's spanske forsvarer Adrian López fik sit andet gule kort i kampen for at røre bolden med hånden - eller gipsarmen - betød det rødt kort, og et AGF-hold, der skulle spille resten af kampen en mand i undertal.

Viborg var igen tæt på en scoring efter et hjørnespark, og det samme var AGF's Daniel A. Pedersen med en afslutning over mål, og AGF overlevede presset mod slutningen fra hjemmeholdet.

/ritzau/