Viborg-træner drømmer om slutspil i næste sæson

Skrevet af admin

29/05/2016

Mest læste i dag

Med søndagens 1-0-sejr over Hobro rundede Viborg sæsonen i Alka Superligaen fornemt af, og cheftræner Johnny Mølby er allerede langt fremme i planlægningen.

Mølbys tanker kredser om næste sæson, hvor en strukturændring i ligaen venter.

Her skal der spilles et grundspil med 22 kampe, hvorefter de seks bedste hold kvalificerer sig til et slutspil om medaljer, og her vil Viborg gerne være med.

- Alle vil jo gerne i den top seks, og det er jo ikke anderledes for os. Vi er ikke favoritter, men jeg synes, at denne sæson har vist, at vi har noget at komme med, siger Johnny Mølby.

Viborg-træneren forventer, at hans mandskab kan lægge yderligere lag på niveauet i næste sæson.

- Der er hold, der har bedre økonomiske forudsætninger end os, men vi ved også, at der i løbet af en sæson altid vil være overraskelser.

- Med det, vi har vist i denne sæson, kan jeg ikke se, hvorfor det ikke skulle være os, der kan overraske, siger Johnny Mølby.

Viborg-træneren erkender dog, at han får en travl sommer på transfermarkedet, hvis drømmen om at komme blandt de seks bedste hold skal realiseres.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi går efter at forstærke vores startopstilling. Vi siger farvel til fem spillere, og vi skal som minimum have det samme ind. Allerhelst skal vi forstærkes i alle tre kæder, fortæller Johnny Mølby.

Det er dog heller ikke sikkert, at Viborg kan holde sammen på det hold, der søndag sikrede sig ottendepladsen i Superligaen.

- Får vi et godt bud på en af de spillere, der har gjort det godt i år, må vi måske sælge. Det er jo også en forretning for os, siger Johnny Mølby.

/ritzau/