Villa slår Liverpool: Okore klar til finale på Wembley

Skrevet af admin

19/04/2015

Mest læste i dag

Den danske midterforsvarer Jores Okore spillede sig søndag frem til FA Cup-finalen, da Aston Villa slog Liverpool med 2-1.

I finalen den 30. maj venter de forsvarende mestre fra Arsenal.

Fabian Delph og Christian Benteke sørgede med en scoring hver for sejren over Liverpool, der kom foran på et mål af Philippe Coutinho.

Jores Okore startede på bænken for Aston Villa, men danskeren blev sendt ind i midterforsvaret allerede midtvejs i første halvleg, da Nathan Baker måtte udgå med en skade.

22-årige Okore burde have afværget Liverpools føringsmål et par minutter senere, men den danske indskifter fik ikke sparket bolden ud af farezonen, da han havde chancen. I stedet generobrede Liverpool bolden på kanten af straffesparksfeltet.

Philippe Coutinho trak med det samme fri, og efter et par hurtige Liverpool-kombinationer kunne brasilianeren gøre det til 1-0.

Målfarlige Christian Benteke udlignede fem minutter senere til 1-1 efter et godt løb af Fabian Delph på højrekanten. Delph spillede skråt bagud til Benteke, der med et præcist spark lagde bolden ind ved den fjerne stolpe.

Til trods for bundplaceringen i Premier League så viste Aston Villa sig godt frem i semifinalen, og det blev belønnet endnu en gang 10 minutter efter pausen.

Igen gjorde Fabian Delph det godt, da han med et skarpt træk fik Liverpool-forsvaret til at gå til den forkerte side, og så kunne han sende Villa på 2-1.

I slutfasen pressede Liverpool hårdt på, og anfører Steven Gerrard fik blandt andet reddet et hovedstødsforsøg på målstregen. Også Mario Balotelli var tæt på med en scoring, der blev annulleret for offside.

Aston Villas kommende modstandere fra Arsenal slog lørdag Reading med 2-1 i den anden semifinale.

/ritzau/