Vindmøller gør din el 14 procent dyrere

Skrevet af admin

25/11/2014

Dagens topnyheder

Danskernes strøm koster 14 procent mere, end den ellers ville gøre på grund af Danmarks store satsning på vindkraft. Omvendt er det danske CO2-udslip, siden udbygningen med vindmøller for alvor tog fart, faldet voldsomt.

Det viser en analyse fra Rockwool Fonden, lavet af økonomiprofessor Anders Sørensen fra Centre for Business and Economic Research på CBS.

En kilowattime ville koste cirka 51 øre uden vindkraft. I stedet koster den 58 øre at producere. Før skatter og afgifter lægges på. En typisk familie bruger omkring 1000 kilowattimer årligt.

Vindkraften dækker nu 33 procent af danskernes el-forbrug, mens resten produceres ved hjælp af kul, olie, biomasse og gas. Vindkraften skaber et kompliceret behov for forsyningssikkerhed, fordi de af gode grunde leverer strøm som vinden blæser

Så et land, der baserer en stor del af sin strøm på vindkraft, må enten have konventionelle kraftværker nok til at tage over de dage, hvor det ikke blæser. Eller også skal der importeres strøm.

- I Danmark har vi kapacitet nok til at dække vinden af, når det ikke blæser. Men den store mængde overkapacitet koster, siger Anders Sørensen.

Jo større forskel der er på, hvad et kraftværk kan producere, og hvad det reelt producerer, jo dyrere bliver en kilowattime.

Anders Sørensen sammenligner det med en restaurant med råvarer, tjenere og kokke til at betjene 1000 gæster, men hvor der kun skal betjenes 100. Så bliver kuvertprisen tilsvarende højere.

Analysen fra Rockwool Fonden tager ikke stilling til, om vindkraften er prisen værd.

- Nogle vil mene, at vindmøller skæmmer og larmer. Omvendt er fordelene både mindre CO2, forurening og afhængighed af brændsel. Prisen er et politisk spørgsmål, siger Anders Sørensen.

/ritzau/