Vinokourov krydser fingre: Podium til Nibali og Fuglsang

Skrevet af admin

10/07/2014

Mest læste i dag

Astana har fået en fremragende start på Tour de France, hvor holdets kaptajn Vincenzo Nibali fører komfortabelt, og hans danske hjælper Jakob Fuglsang ligger nummer to, blot to sekunder efter.

Holdets manager, Alexander Vinokourov, vil ikke løbe fra, at Nibali nu er favorit til sejren, efter at Chris Froome måtte udgå og Alberto Contador tabte to et halvt minut på den hårde brostensetape onsdag.

Vinokourov har en lille drøm om, at det kasakhiske hold kan få to mand på podiet i Paris med Nibali som vinder og Fuglsang på anden- eller tredjepladsen.

- Jeg tør ikke helt svare på det endnu, men jeg krydser da fingrene. I første omgang er det helt afgørende, at vi holder fokus på Vincenzo, og så må vi se. Det hele er i spil, men vi går først og fremmest efter sejren. Derefter må vi se, siger Vinokourov til Ritzau.

- Det er helt sikkert, at vi skal forsvare, men vi er i stand til at vinde denne Tour, og det giver ekstra motivation at have den gule førertrøje.

Nibali erobrede den gule førertrøje allerede på 2. etape, hvor han stak af fra favoritterne på de sidste kilometer. Onsdag udbyggede han føringen betragteligt, da Astana kørte aggressivt med Jakob Fuglsang og Lieuwe Westra i front.

- Holdet er meget motiveret, og det er det vigtigste. Vi må sige tillykke til hele holdet, som præsterede et enestående stykke arbejde i går lige fra starten af dagen.

- Det var en fremragende dag for os i går, hvor vi fik erobret lidt tid til klassementet og fik to mand øverst i det samlede klassement.

Føringen er ikke større, end at det kasakhiske holds manager stadig er meget opmærksom på konkurrenterne i klassementet.

- Der er stadig Alberto Contador (Tinkoff-Saxo), og så er der ryttere som Andrew Talansky (Garmin) og Alejandro Valverde (Movistar), selvom han havde en dårlig dag i går. Vi har slet ikke vundet Touren endnu, men vi har taget et skridt i den rigtige retning, siger Vinokourov.

/ritzau/