Vold og overgreb mod børn er oftest forældrenes skyld

Skrevet af admin

27/06/2016

Dagens topnyheder

Fædre er mistænkt for vold og overgreb mere end mødre.

Det viser en ny opgørelse fra landets børnehuse, skriver Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

I 45 procent af tilfældene er det fædrene, som er mistænkt for vold eller overgreb mod børn, mens det er mødrene i 24 procent af tilfældene. Det viser den første årsstatistik for landets fem børnehuse, som er offentliggjort af Socialstyrelsen.

Fast står det, at det oftest er forældre, som er skyld i vold og overgreb mod børn.

- Voldsramte børn er nogle af de mest sårbare personer blandt os, og da det ofte er en af forældrene, der er voldsudøveren, er børnene i en ekstra svær situation, siger social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V).

- Landets fem børnehuse skal først og fremmest skånsomt hjælpe de børn, der har været udsat for vold og overgreb.

- Men det er også vigtigt, at den viden, som de fem børnehuse indsamler, bliver brugt til at blive bedre til at forebygge vold og hurtigere stoppe vold og overgreb mod børn, siger hun.

Der er placeret et børnehus i hver af landets fem regioner. Formålet med børnehusene er at lave et skånsomt forløb for børn, der har været udsat for overgreb, så de har en fast base for mødet med for eksempel sygehusvæsenet eller politiet.

I alt har 1086 børn fået deres sager behandlet i et børnehus i 2015, og det er ifølge ministeriet en markant stigning siden forrige år.

- Kommunerne anvender børnehusene mere og mere - det kan vi se på statistikken. Der er flere børn, der får hjælp i et børnehus. Og desuden søger kommunerne også mere rådgivning fra børnehusene.

- Det ser jeg helt klart som en stigende opmærksomhed fra kommunerne på, hvad det er, børnehusene kan. Det er rigtig positivt i forhold til at sikre, at de børn, der skal have et forløb i et børnehus, også får det, siger Ellemann.

/ritzau/