Wawrinka og hårdtslående cypriot er videre i Wimbledon

Skrevet af admin

03/07/2015

Dagens topnyheder

Den fjerdeseedede schweizer Stanislas Wawrinka vandt sin kamp i tredje runde ved grand slam-turneringen Wimbledon i overbevisende stil.

Wawrinka vandt fredag eftermiddag 6-4, 6-3, 6-4 over den spanske tennisspiller Fernando Verdasco, som er bedst på grus. Kampen varede næsten to timer.

I 1/8-finalen tørner Wawrinka, som tidligere i år vandt grand slam-turneringen French Open, sammen med belgiske David Goffin.

Tidligere fredag slog 16.-seedede Goffin cyprioten Marcos Baghdatis i tre sæt - 6-3, 6-4, 6-2.

Også 26.-seedede Nick Kyrgios fra Australien er videre efter en overraskende sejr på 5-7, 7-5, 7-6, 6-3 over den syvendeseedede canadier Milos Raonic.

20-årige Kyrgios hamrede 34 serveesser af sted mod Raonic, som for en sjælden gangs skyld blev overgået som hårdtslående server.

Endelig gik franske Richard Gasquet, der er seedet som nummer 21, videre efter en sejr over 11.-seedede Grigor Dimitrov fra Bulgarien. Gasquet vandt 6-3, 6-4, 6-4.

/ritzau/