Wilbek: Qatar har gjort et fantastisk stykke arbejde

Skrevet af admin

31/01/2015

Dagens topnyheder

Qatar har ikke gjort noget forkert ved at naturalisere et hav af udenlandske topspillere. For VM-værtsnationen har overholdt de regler, der er gældende i håndboldsporten.

Det mente sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Ulrik Wilbek, før VM gik i gang, og det står han ved, selv om Qatar nu står i finalen.

- Jeg mener stadigvæk, at når reglerne er sådan, så er det sådan, det er. Og jeg synes, der er lavet et fantastisk stykke arbejde af Qatar.

- At få det hold af mange kasserede spillere fra andre lande til at præstere så godt, det er selvfølgelig fordi, de har haft meget træningstid, og der er lavet et godt stykke arbejde træningsmæssigt.

- Så det må vi bare tage hatten af for. Og så må man jo efterfølgende forholde sig til, om det er rigtigt, at man kan skifte nationalitet, siger Wilbek.

Sportschefen støtter et svensk forslag, der vil gøre det umuligt for spillere at skifte nationalitet, når først spilleren har optrådt for et landshold.

Wilbek har en klar vurdering af søndagens finale, hvor Qatar skal op imod sidste års europamestre fra Frankrig.

- Frankrig er min favorit, fordi det er det bedste hold. Jeg har svært ved at se, at Frankrig ikke skulle vinde, vurderer Wilbek.

Finalen mellem Qatar og Frankrig spilles søndag klokken 17.15.

/ritzau/