Williams graver igen dybt og hiver tresætssejr i hus

Skrevet af admin

05/09/2015

Dagens topnyheder

Serena Williams er klar til fjerde runde i grand slam-turneringen US Open, efter at hun natten til lørdag dansk tid nedkæmpede landsmanden Bethanie Mattek-Sands i tre sæt.

3-6, 7-5 og 6-0 lød sætcifrene.

Kampen skulle helt hen i slutningen af andet sæt, før Serena Williams efter en uinspireret og fejlfyldt indsats rev sig selv op ved hårrødderne og fightede sig til et tredje sæt.

Her var der til gengæld ingen tvivl om, hvem der var den bedste spiller på banen, og Willams' server og flugtninger sad igen i hjørnerne og langs linjerne på Arthur Ashe Stadium i New York.

- Det er ikke med vilje, at det skal være så spændende. Beth spillede godt, og jeg fandt først min vante rytme i andet sæt. Jeg sagde til mig selv, at jeg bare skulle blive ved at prøve, lyder det fra den seksdobbelte US Open-vinder.

Den ellers så suveræne Williams har nu afgivet ti sæt i årets fire grand slam-turneringer. Alligevel er hun endt som vinder af de tre turneringer, der indtil nu er afviklet.

Vinder hun også US Open, bliver hun den første kvinde siden 1988 til at vinde både Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open i samme kalenderår.

I jagten på den milepæl skal hun i fjerde runde møde endnu en amerikaner, når den 19.-seedede Madison Keys står på modsatte banehalvdel.

De to mødte hinanden i semifinalen ved Australian Open i januar. Her vandt Willams i to sæt over Keys.

Den 20-årige amerikaner slog overraskende let polakken Agnieszka Radwanska 6-3, 6-2.

Lykkes det for Williams at slå Keys, venter enten søsteren Venus Williams eller esteren Anett Kontaveit i kvartfinalen.

/ritzau/