Wimbledon-mester får polske klø i Wozniackis gruppe

Skrevet af admin

21/10/2014

Mest læste i dag

Tennisspilleren Petra Kvitova fik en dårlig begyndelse på WTA Finals i Singapore, hvor hun blandt andre er i gruppe med danske Caroline Wozniacki.

Den tjekkiske Wimbledon-mester, der er nummer tre på verdensranglisten, tabte 2-6, 3-6 til polakken Agnieszka Radwanska, der er nummer seks i verden.

Kampen sluttede klokken cirka 00.45 natten til onsdag lokal tid.

Petra Kvitova, der ellers førte 5-1 i indbyrdes opgør før kampen i Singapore, lavede et hav af uprovokerede fejl.

I første sæt havde hun ikke en eneste mulighed for at bryde den meget velspillende Radwanskas serv, mens polakken to gange udnyttede muligheden for et servegennembrud.

I andet sæt fik Petra Kvitova en kortvarig opblomstring, da hun brød Radwanskas serv til 3-2, men polakken brød omgående tilbage til 3-3 og igen til 5-3.

Kampen sluttede meget passende med en uprovokeret fejl af Petra Kvitova, der sendte bolden i nettet på Radwanskas tredje matchbold.

Tidligere tirsdag vandt Caroline Wozniacki 7-6, 6-7, 6-2 over russeren Maria Sharapova i den første kamp i gruppen.

/ritzau/