Wozniacki efter US Open-sejr: Jeg hører til i toppen

Skrevet af Redaktionen

01/09/2016

Dagens topnyheder

Caroline Wozniacki kunne onsdag finde smilet frem igen, da hun sendte Svetlana Kuznetsova ud af US Open med en sejr på 6-4, 6-4.

Danskeren var ellers godt og grundigt nede i sækken i opgøret i anden runde i grand slamturneringen og var bagud 0-4 i første sæt, men derefter tog et eller andet ved danskeren.

Wozniacki vandt efterfølgende seks partier i træk, tog første sæt og brød Kuznetsova i andet sæt til samlet sejr og avancement til tredje runde.

- På en måde havde jeg det lidt sådan, at vi havde spillet 30 minutter, og hun var foran 4-0, og det så ikke godt ud for mig. Jeg ønskede at give publikum lidt mere tennis at se på i dag, siger Caroline Wozniacki til hjemmesiden wtatennis.com.

Den 31-årige russer slog senest danskeren ud af Wimbledon i første runde, men i de to spilleres indbyrdes opgør fører Wozniacki nu 7-6.

Det sker efter en sæson med dårlige resultater, perioder med skader og et fald på verdensranglisten.

Her ligger den tidligere verdensetter aktuelt blot placeret som nummer 74.

- For at være helt ærlig, så stoppede jeg med at kigge på rangeringen, da jeg røg ud af top-ti. På det tidspunkt havde jeg det sådan "Jeg ønsker at komme tilbage, og når det sker, så begynder jeg at kigge på ranglisten igen", siger danskeren ifølge hjemmesiden til ESPN.

Caroline Wozniacki kan foreløbig se frem til i tredje runde at møde rumænske Monica Niculescu, der er verdens nummer 58.

Generelt har det været et hårdt år for danskeren, der dog tankede selvtillid med onsdagens sejr, som var hendes største skalp i indeværende sæson.

- Det har været et hårdt år. Jeg har haft mange skader, men jeg føler, at jeg hører til i toppen. Jeg har lige slået en, som har spillet virkelig godt i år, så det vil helt sikkert øge min selvtillid, siger Wozniacki.

/ritzau/