Wozniacki slår spanier og er klar til WTA-finale

Skrevet af admin

20/09/2014

Dagens topnyheder

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki er klar til finalen ved WTA-turneringen i Tokyo.

Det står klart, efter at danskeren lørdag morgen dansk tid slog den 20-årige tenniskomet Garbine Muguruza fra Spanien.

Wozniacki vandt kampen efter tre sæt med cifrene 6-4, 2-6, 6-2.

Garbine Muguruza, der har fået sit gennembrud i denne sæson, har ellers hidtil haft et godt greb om Wozniacki.

To indbyrdes møder er begge faldet ud til spanierens fordel - senest ved dette års Australian Open.

Med denne seneste sejr fortsætter danske Wozniacki den fremragende form, som for to uger siden sendte hende i finalen ved US Open for anden gang i karrieren.

Her tabte hun dog til amerikanske Serena Williams, der med sejren kunne løfte sit 18. grand slam-trofæ.

Wozniacki, der fortsat har til gode at vinde en grand slam-turnering, trynede også en spanier i kvartfinalen ved WTA-turneringen i den japanske hovedstad.

Her vandt hun overbevisende med cifrene 6-3, 6-3 over Carla Suárez Navarro, der ligger nummer 19 i verden.

I søndagens finale skal Wozniacki møde serbiske Ana Ivanovic, der lørdag formiddag dansk tid besejrede tyskeren Angelique Kerber med cifrene 7-5, 6-3 i turneringens anden semifinale.

Wozniacki ligger med sin niendeplads en plads højere end den tidligere verdensetter Ivanovic på verdensranglisten.

/ritzau/