Ydmyghed har ført Sønderjyske til toppen

Skrevet af admin

26/05/2016

Mest læste i dag

Europa League-deltagelsen er sikret. En medalje er i hus. Nu mangler Sønderjyske kun at finde ud af, om medaljen bliver af sølv eller af bronze.

Jo, det har i den grad været en vild sæson for fodboldklubben fra Haderslev, som før torsdagens hjemmekamp mod Randers FC ligger nummer to i Alka Superligaen med 58 point.

- Vi har taget én kamp ad gangen, hvilket passer ind i vores værdisæt om at være ydmyge, hårdtarbejdende og ansvarlige. Og vi holder sammen.

- Kan vi gøre det, hvorfor skulle vi så ikke kunne få de point, vi har brug for, for at holde andenpladsen, spørger Hans Jørgen Haysen, der er sportschef i Sønderjyske.

FC Midtjylland er med 55 point det eneste hold, der kan true Sønderjyske i kampen om sølvet, mens FC København allerede er mester med 65 point.

Sæsonen har på alle måder været ekstraordinær for Sønderjyske, der i de seneste to sæsoner er sluttet lige over nedrykningsstregen i Superligaen.

- Det betyder rigtig meget for selvforståelsen. Jeg tror, at vi har øget vores tilskuergennemsnit på Sydbank Park med 45 procent i denne sæson, siger Klaus B. Rasmussen, der er administrerende direktør i Sønderjyske.

Han håber, at et sted mellem 7000 og 8000 tilskuere møder frem til kampen mod Randers FC, så man kan komme tæt på stadionrekorden på 8357 tilskuere.

Sønderjyskes fodboldhold er en del af Sønderjysk Elitesport, der blev stiftet i 2004. Konstruktionen tæller også et ishockeyhold for mænd samt håndboldhold for henholdsvis mænd og kvinder.

- Fra vi så dagens lys, er vi gået fra en omsætning på 20 millioner kroner til nu at ligge på den rigtige side af 100 millioner kroner fordelt på fire hold i tre sportsgrene, siger Klaus B. Rasmussen.

- Det er så fedt for os alle lige nu. Det er fodboldholdet, der virkelig har taget førertrøjen på i denne sæson.

- Det er en drøm for sønderjyderne, og det smitter positivt af på hele selvforståelsen. Opbakningen til Sønderjyskes fodboldhold rammer også de andre sportsgrene, siger direktøren.

Omverdenen skal dog ikke forvente at se de helt vilde udmeldinger fra klubben før næste sæson. Heller ikke selv om klubbens sportslige succes også smitter af på økonomien.

- Vi vil kæmpe for at være så godt forberedt som muligt til opgaverne i både Superligaen og udlandet. Men vi kommer ikke til at have en målsætning, der minder om det, der er lykkedes i denne sæson, siger Klaus B. Rasmussen.

/ritzau/