Yussuf Poulsen arbejder med formen efter lang sæson

Skrevet af admin

02/09/2015

Dagens topnyheder

Fodboldlandsholdets offensivspiller Yussuf Poulsen har ikke fået en optimal start på den nye sæson for sin tyske klub RB Leipzig i 2. Bundesliga.

Gennem to år har han været en af klubbens vigtigste spillere, men i sæsonens første fem kampe er det endnu ikke blevet til fuld spilletid.

Danskeren har lidt under, at han efter at være blevet matchvinder for det danske landshold mod Serbien i juni rejste til U21-EM, hvor han var med til nå semifinalen.

Den lange sidste sæson betød, at han kom senere i gang i Leipzig end sine holdkammerater.

- Jeg var kun med i halvanden uge af forberedelsen op til sæsonen, så jeg skal lige i gang igen, men den fulde spilletid skal nok komme.

- Jeg mangler lige de sidste automatismer, hvor alting sidder på rygraden. Den havde jeg sidste år, og det kommer stille og roligt, siger Yussuf Poulsen.

- Jeg tror, det er godt for mig, at jeg lige bliver bygget op igen, i stedet for jeg bare får fuld spilletid fra start.

- Men det kan godt være, træneren har byttet lidt rundt, fordi resultaterne ikke har været med os. Der er kommet en ny trænerstab og mange nye spillere, så alle skal lige finde deres rolle, siger han.

Ambitiøse Leipzig har fået otte point i fem kampe, hvilket ikke rækker til en af de oprykningspladser, som klubben satser hårdt på at gøre sig fortjent til.

Efter den svingende start på sæsonen tør Yussuf Poulsen da heller ikke regne med en startplads fredag mod Albanien i EM-kvalifikationskampen, selv om han senest mod Serbien spillede sin bedste landskamp og blev matchvinder.

- Nu må vi se, det er Mortens vurdering. Fordi jeg præsterede for tre måneder siden, betyder det ikke, jeg skal starte inde på fredag.

- Det handler om at vise sig frem til træningerne, for dem, der er mest skarpe, spiller fra start, siger Yussuf Poulsen.

/ritzau/