Zambias præsident bliver suspenderet som partiformand

Skrevet af admin

21/11/2014

Dagens topnyheder

Zambias fungerende præsident, Guy Scott, er blevet suspenderet som leder af sit parti, regeringspartiet Patriotisk Front (PF), på grund af "vedtægtsstridig adfærd".

Scott forbliver medlem af PF og er fortsat landets øverste leder, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Patriotisk Fronts centralkomité har besluttet at suspendere Guy Scott som fungerende partiformand på grund af forfatningsstridig adfærd og for at ophæve partivedtægterne, siger medlem af centralkomiteen Malozo Sichone på et pressemøde.

Afsættelsen af Scott som partiformand er den seneste udvikling i en bitter magtkamp, der er taget til i Zambia op til præsidentvalget i januar næste år.

Den 70-årige leder blev den første hvide præsident i Afrika i 20 år, da han blev indsat som fungerende præsident efter Michael Satas død i oktober.

Guy Scott kan imidlertid ikke stille op ved præsidentvalget, da begge hans forældre er briter.

Patriotisk Parti er delt i spørgsmålet om, hvordan de skal udpege deres kandidat.

Guy Scott ønsker en afstemning på en partikongres med tusinder af medlemmer, mens støtter af topkandidaten Edgar Lungu mener, at den 53-personer store centralkomité skal vælge kandidaten.

Scott skulle mødes med komitéen i denne uge for at diskutere sagen.

De politiske magtkampe har vakt bekymring i Afrikas næststørste kobberproducent, efter at præsidenten fyrede Edgar Lungu som partiets generalsekretær uden begrundelse for knap tre uger siden.

Dagen efter blev Lungu efter demonstrationer i gaderne genindsat af Scott.

Både Michael Satas enke og hans søn har sagt, at de vil stille op blandt de 10 kandidater ved præsidentvalget.

/ritzau/Reuters