Zlatan Ibrahimovic skifter til Manchester United

Skrevet af admin

30/06/2016

Dagens topnyheder

Fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic skriver på sin Instagram-profil, at han skal til Manchester United.

- Tid til at lade verden få besked. Min næste destination er Manchester United, skriver den store svenske stjerne.

Zlatan Ibrahimovic kan dermed se frem til at blive genforenet med den portugisiske træner José Mourinho.

De to arbejdede sammen i den italienske klub Inter i 2008-09.

Manchester United har ikke bekræftet oplysningerne fra Zlatan Ibrahimovic, og ifølge Skysports, så er kontrakten endnu ikke underskrevet af parterne.

Skysports skriver også, at den 34-årige svenske stjernespiller skal gennemgå et lægetjek i Manchester United i næste uge.

Zlatan Ibrahimovic har med stor succes spillet i franske Paris Saint-Germain de seneste fire sæsoner, hvor det er blevet til fire mesterskaber og flere franske pokaltitler.

Svenskeren meddelte dog, at han stoppede i Paris-klubben, da sæsonen var færdig, og siden er der spekuleret i, hvilken klub, der blev Ibrahimovic' nye.

Her har Manchester United været det mest omtalte bud på en ny klub for stjernespilleren, og nu bekræfter Zlatan Ibrahimovic altså selv klubskiftet.

Angriberen oplyser i sit korte statement på flere sociale medier ikke noget om, hvor lang en kontrakt han indgår med Manchester United.

Hvis Zlatan Ibrahimovic i sin karriere i Manchester United lykkes med at vinde det engelske mesterskab, så vil han have vundet mesterskaber i fem forskellige lande.

Tidligere har Zlatan Ibrahimovic vundet mesterskaber i Holland, Italien, Spanien og Frankrig.

Den kommende United-spiller var senest på alles læber og højaktuel, da han stoppede sin landsholdskarriere efter Sveriges sidste gruppekamp ved det igangværende EM i fodbold i Frankrig.

/ritzau/