Zlatan revancherer brændt straffespark i svensk sejr

Skrevet af admin

10/10/2015

Dagens topnyheder

Sveriges fodboldlandshold holder liv i håbet om at sikre en direkte plads ved EM.

Fredag aften vandt landstræner Erik Hamréns hold en pligtsejr på 2-0 ude over lilleputten Liechtenstein.

Zlatan Ibrahimovic var som så ofte før i centrum, da han både scorede og brændte et straffespark.

Det var dog Marcus Berg, der indledte scoringen efter 18 minutter.

Han modtog en fremlægning, som han tog med videre efter en god førsteberøring, hvorefter han hårdt presset fik sendt bolden i mål til 1-0.

Senere i første halvleg fik Sverige et straffespark, men det misbrugte Zlatan Ibrahimovic.

Stjernespilleren fra Paris Saint-Germain sparkede hårdt, men upræcist, til bolden, så den slet ikke blev placeret yderligt nok.

Derfor kunne Liechtensteins målmand, Peter Jehle, parere skuddet.

Zlatan Ibrahimovic tog dog revanche, da han efter 55 minutter scorede til 2-0.

Han modtog en fremlægning i højre side, og med en præcis afslutning fordoblede han føringen.

Sverige har 15 point for ni kampe og ligger nummer tre i gruppe G.

Østrig har allerede vundet gruppen, mens Rusland med 17 point indtager andenpladsen, der også udløser en direkte EM-plads.

Sverige er dog mindst sikret tredjepladsen, der som minimum udløser playoff-kampe mod en anden gruppetreer om at komme med til slutrunden i Frankrig.

/ritzau/