Det er bestemt ikke for alle, og det kan hurtigt blive plat og akavet, men omvendt kan beskidt snak - når det er en succes - for alvor tænde op under aktiviteterne i dobbeltsengen.
Men hvordan griber man det an, så det bliver et sexet krydderi i soveværelset og ikke bare pinligt for begge parter? Det kan være lettere skræmmende at tage springet og begynde at tale ultrafrækt sin partner, men det er det hele værd.
Britiske Metro beskriver trin for trin, hvordan begyndere kan blive professionelle til beskidt snak.
1. Begynd med lyde
Hvis du normalt er stille som en mus i sengen, så er første skridt blot at lave lyde under akten. Det kan være grænseoverskridende nok i sig selv, hvis man ikke engang er vant til at give et lavmælt støn fra sig under sex.
Slap af i kroppen og træk vejret mere tungt end normalt. Når det bliver virkelig godt, så lad nogle enkelte lyde følge med i stedet for at holde dem tilbage. Små støn eller blot lave 'mmm' eller 'ah'. Når du er blevet komfortabel med at bruge stemmen lidt mere, end du er vant til, så er du klar til at gå skridtet videre - hvis du da har lyst til det.
2. Tal med din partner om beskidt snak
Det lyder måske lidt kedeligt at skulle vende sagen, inden I faktisk kaster jeg ud i det, men det kan være en god idé at kende hinandens grænser, inden I begynder på 'dirty talk'. Det kan jo godt være, at din kæreste bliver en smule stram i ansigtet over pludselig at blive kaldt 'daddy' eller 'luder' med kælen stemme midt under akten.
I behøver ikke tale om, hvad I gerne vil kaldes eller høre i sengen (det skal jo være en lækker overraskelse, hvad din partner finder på) - det skal blot være de ord, der er no go, som I lige får på plads inden. Så undgår I også akavede øjeblikke.
3. Kom godt i gang
Hvor begynder man, hvis man aldrig har prøvet det der med beskidt snak før? Det perfekte tidspunkt at prøve det første gang er under forspillet, mens I kysser og tager hinandens tøj af og er godt i gang med at blive ophidsede over det, der venter forude. Her kan du lægge ud med at fortælle din kæreste, hvad du har lyst til at gøre ved ham/hende, eller hvad du ønsker, din partner skal gøre ved dig.
Begynd med korte sætninger, der ikke er så grænseoverskridende - som foreksempel 'kys mig over hele kroppen'. Så kan du altid blive mere beskidt i munden på et senere tidspunkt, når du er blevet vant til at tale under sex, og det dermed falder dig mere naturligt.
Fræk snak i soveværelset kan booste jeres liderlighed.
4. Under sex
Når forspillet er veloverstået, og du har lyst til at tage skridtet videre med den beskidte snak, så hold fokus på komplimenter og beskrivelser af situationen. Det kan være klassikere som 'du føles så godt'. Når du er blevet en mere erfaren dirty talker, så kan du blive mere specifik og sige ting som, at du elsker følelsen af hans/hendes bløde/hårde/våde x mod din x.
Fordelen ved at tale positivt om, hvad du føler, er, at det får din partner til at føle sig speciel, hvilket er med til at styrke båndet mellem jer og gøre oplevelsen mere intens. Og så er det bare et kæmpe turn on for din kæreste at høre, at du nyder det, han/hun gør ved dig.
5. Gør din kæreste beskidt i munden
Hvis du ikke selv har brug for hjælp til at blive mere verbal i sengen, men du godt kunne tænke dig, at din kæreste sagde en smule mere under sex, så er der også råd at hente. Du kan hjælpe ham/hende på vej ved at spørge, om han/hun kan lide, det du gør lige nu under sex. Stil spørgsmål om, hvad din partner godt kunne tænke sig, at du gør bagefter. På den måde får du din kæreste i tale.
6. Hvis det bliver akavet, så går det nok
Hvis du alligevel - i kampens hede - kommer til at sige noget totalt malplaceret og pinligt, så går det nok. Sex handler jo i bund og grund om at have det sjovt sammen, og hvis det får jer til at grine, at du pludselig siger noget helt akavet, så gælder det bare om at komme op på hesten igen. Det styrker kun jeres bånd, at I kan grine sammen - og når det kommer til stykket, så er pinlige hændelser under sex er næsten uundgåelige.
Rigtig god fornøjelse!