Kedelig forskning: Undgå sex og lev længere

Skrevet af Nils Würtzenfeld

23/01/2017
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Et nyt studie mener at vide, hvordan vi kan leve længere. Det kræver bare, at vi skærer ned på vores seksuelle udskejelser.

Mest læste i dag

Godt nyt til nonner, munke og enlige – og skidt nyt til alle os andre.

Forskere mener nemlig at have fundet en måde, hvorpå vi alle kan leve længere. Det kræver blot, at man dropper sex. Det skriver Dalily Mail.

Det er nemlig konklusionen på et opsigtsvækkende studie, der har bidt mærke i, hvordan melskrubbere (en bille, red.), der ikke parrer sig, lever længere, end melskrubbere der ’slår sig løs’ med andre melskrubbere.

Men hvordan pokker hænger det nu sammen? Jo. Ifølge forskerne skal svaret findes i, at de melskrubbere, der gang på gang kæmper for at formere sig, dør hurtigere, da deres immunforsvar svækkes af de seksuelle udskejelser.

Når de parrer sig, frigøres nemlig et hormon – for hanner i deres sæd og for hunner i deres æg – der samtidig har en negativ effekt på deres immunforsvar. 

Det gør dem mere modtagelige overfor sygdomme, som i længden kan femskynde deres død.

Og selvom der er stor forskel på melskrubbere og mennesker, så mener én af forskerne bag studiet, Michael Siva-Jothey, at det samme mønster gør sig gældende hos mennesker. Han bruger blandt andet nonner som eksempel.

- Nonner har ofte vist sig at leve længere end kvinder med børn, og de fleste kender også en eller anden med en ugift tante, som lader til at leve for evigt, forklarer Michael Siva-Jothey og tilføjer, at mennesker også får et dårligere immunforsvar under sex, hvilket, ifølge Siva-Jothey, forklarer, hvorfor seksuelle sygdommer så let spredes.

Men før du fortvivler helt over, at du muligvis ikke er blandt dem, der lever længst, så er der godt nyt, hvis du er ivrig kaffedrikker. Forskning viser nemlig, at kaffeelskere kan gå et langt liv i møde.