Socialdemokrat vækker opsigt med forslag: Lad folk knalde i arbejdstiden

Skrevet af Ninna Andreasen

21/02/2017
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
For at komme problemet med for få fødte børn til livs skal befolkningen hjælpes til at få tid til sex, mener politikeren.

Mest læste i dag

Mens der i mange sammenhænge tales om, at arbejdsdagene skal være kortere eller det psykiske arbejdsmiljø skal forbedres, er det en helt anden form for medarbejderpleje, der bliver spekuleret i på den anden side af Øresund.

Den socialdemokratiske rådmand Per-Erik Muskos fra byrådet i Övertorneå Kommune har stillet et forslag som både vækker jubel og får folk til at trække på smilebåndet. Ganske kort skal ansatte have lov til at dyrke sex i arbejdstiden, skriver Sydsvenskan.

Forslaget hedder ”Giv personalet mulighed for at have sex på arbejdet”.

Og det er lige præcis, hvad forslaget går ud på.

I begrundelsen for forslaget skriver Per-Erik Muskos, at kommunen lider af manglende befolkningstilvækst. Han mener, at ”folk i den reproduktive alder bør opmuntres”.

- Når sex også er en glimrende form for motion med dokumenterede positive effekter på velfærden i kommunen, kan vi slå to fluer med et smæk og tilskynde medarbejderne til at bruge deres fitnesstime på at gå hjem og dyrke sex med partneren, skriver socialdemokraten i begrundelsen.

Han mener, at det er oplagt at bruge den tid, som kommunen har indlagt til fitness for medarbejderne, til at få sig en hyrdetime, mens børnene eksempelvis ikke er hjemme.

- Jeg tror, at sex ofte er en mangelvare. Hverdagen er stressende, og børnene er hjemme. Dette kunne være en mulighed for at få alene tid kun med hinanden, slår politikeren fast.