20-året for Ayrton Sennas død nærmer sig

Skrevet af admin

25/04/2014

Dagens topnyheder

Det er en dag, som fortsat fylder meget i motorsportens kongeklasse Formel 1: Den 1. maj 1994.

Under grandprixet i San Marino kørte den brasilianske superstjerne Ayrton Senna galt i et hurtigt sving, og han døde af sine kvæstelser. Senna, der stadig regnes for en af sportens største personligheder, blev 34 år.

På torsdag er datoen 1. maj, og dermed er det 20 år siden, at Senna døde. Det er 20 år siden, at Formel 1 senest oplevede et dødsfald under et løb.

- Det er sjovt. Det føles ikke som om, at det er 20 år siden, siger Sennas søster Viviane Senna til nyhedsbureauet Reuters.

- Det virker til at være lang tid siden, men alligevel er det som om, det lige er sket. Jeg møder stadig mennesker, som fortæller mig, hvor de var, og hvad de lavede, da han kørte galt. Alle ved det. Alle husker det. Det er utroligt, siger Viviane Senna.

Ayrton Senna nåede at vinde VM-titlen tre gange - i 1988, 1990 og 1991 - og da han døde, var han indehaver at utallige rekorder i Formel 1.

Det var i det hurtige Tamburello-sving på Imola-banen, at Ayrton Senna forulykkede. Med omkring 310 kilometer i timen kørte han af banen og bragede ind i muren. På det tidspunkt førte brasilianeren løbet.

I det hele taget var det en sort weekend dengang i 1994 i San Marino. Dagen inden løbet og Sennas død omkom den østrigske kører Roland Ratzenberger, da han på en anden del af banen kørte galt.

Senna repræsenterede blandt andet Lotus, McLaren og Williams i Formel 1.

/ritzau/