Bokseunion slipper sandsynligvis for straf i hjelm-sag

Skrevet af admin

16/04/2014

Dagens topnyheder

I weekenden boksede deltagerne ved amatør-DM i Varde med hjelme, selv om det internationale bokseforbund (Aiba) havde truet med at udelukke Danmarks Bokse-Union (DaBU), hvis ikke hjelmene røg af.

Men noget tyder på, at der ikke var handling bag ordene fra Aiba. DaBU har nemlig intet hørt fra det internationale bokseforbund

- Nej, vi har gudskelov intet hørt. Der er heldigvis helt roligt fra den front, siger formand for DaBU, Benny Jørgensen, der dog ikke vil udelukke, at straffen stadig kan nå at komme.

Dansk lov kræver, at amatørboksere af sundhedsmæssige årsager bokser med hjelm. Men hos Aiba mener man, at udviklingen inden for boksehandsker gør det forsvarligt at droppe hjelmen.

- Efter deres mening sker der ikke flere skader, fordi man tager hjelmen af.

- Der er sket en kæmpe udvikling på handskerne, hvor slagkraften er reduceret med 60 procent, og fra Aibas side mener man, at handskerne er så gode, at det er uden risiko at tage hjelmen af, siger Benny Jørgensen.

Spørgsmål: Hvorfor er det så vigtigt for Aiba, at boksere skal bokse uden hjelm?

- Det har været et generelt problem med hjelme, at folk ikke kan kende den ene bokser fra den anden. Og så er der ingen tvivl om, at de vil tilnærme sig IOC (den internationale olympiske komité, red.), der gerne vil have, at man bokser uden hjelm ved OL.

Justitsministeriet forlangte, at samtlige 47 DM-boksere skulle igennem en MR-skanning, hvis der skulle gives dispensation til at bokse uden hjelm, men det vurderede DaBU var for dyrt og for tidskrævende.

/ritzau/