Det er slut: Tom Kristensen stopper karrieren

Skrevet af admin

19/11/2014

Mest læste i dag

Tom Kristensen har kørt sit sidste Le Mans-løb. Den nidobbelte vinder meddelte onsdag på et pressemøde i København, at han stopper karrieren.

- Jeg føler, at jeg er kommet i mål. Jeg har fået at vide, at man selv kan mærke, når tiden er inde.

- Det har jeg ikke kunnet indtil nu. Men de seneste måneder er følelsen blevet endnu stærkere.

- Så stærk at jeg føler, at jeg er klar til at stoppe min karriere i motorsport, siger Tom Kristensen.

Det sidste løb i karrieren bliver sekstimersløbet i Sao Paulo 30. november, der afslutter dette års FIA World Endurance-serie.

Men Le Mans er altså et overstået kapitel. De seneste udgaver af det legendariske franske motorløb har ellers været præget at store op- og nedture for Tom Kristensen, der har kørt motorløb i mere end 30 år.

I 2013 døde hans far et par måneder før løbet, og det samme gjorde landsmanden Allan Simonsen, da han kort inde i løbet kørte galt og blev dræbt efter et sammenstød med et træ.

Det blev derfor en emotionel sejr for Tom Kristensen, der dedikerede sejren til Simonsen og lovede at vende tilbage i år for at vinde for sin far, der selv var motorsportskører.

Sådan skulle det dog ikke gå. Godt nok førte hans Audi løbet søndag morgen, men fire timer før løbets afslutning fik bilen problemer med turboladeren og måtte i pit.

Det kostede sejren, og Tom Kristensens trio måtte nøjes med andenpladsen. Efterfølgende gav han udtryk for, at han stadig var motiveret for at gå efter den tiende Le Mans-sejr, men tog også et forbehold.

- Jeg vil reflektere over det til november og tager altid et år ad gangen, sagde han ved den lejlighed.

/ritzau/