Lineker: Premier League stopper spansk CL-dominans

Foto: Polfoto

Barcelona og Real Madrid får hårdere konkurrence fra Premier League, end det har været tilfældet de senere år.

De spanske topklubber har domineret Champions League de seneste år. Men det vil de engelske Premier League-klubber sætte en stopper for i de kommende sæsoner.

Det vurderer den tidligere engelske landsholdsangriber Gary Lineker, som peger på at den pengestærke engelske liga igen tiltrækker de bedste trænere og spillere i verden.

- Lige nu er spansk fodbold super dominerende. Men jeg tror, at vi blot er i begyndelsesfasen til at blive mere indflydelsesrige i Europa, siger Lineker ifølge AFP.

Han henviser til, at trænere som Josep Guardiola, Antonio Conte og José Mourinho nu er hentet til Premier League.

- Hvis man ser på de engelske hold, så har de ikke superstjernerne i verdensklasse, som generelt stadig skifter til Real Madrid, Barcelona eller Bayern München.

- Vi har været inde i en periode, hvor vi i realiteten kun lige har været gode nok.

- Men nu ser vi de bedste trænere i verden komme til vores liga, og jeg tror, at de bedste spillere vil følge med, fordi de store penge befinder sig i vores liga, siger Lineker.

Den tidligere Barcelona- og Tottenham-angriber erkender, at det for sent at få Lionel Messi til Premier League. Eller at lokke Cristiano Ronaldo tilbage til ligaen. Men mindre kan også gøre det.

- Jeg er overbevist om, at vi vil se de næste superstjerner komme til vores liga, og vores store klubber vil blive som Barcelona og Real Madrid i fremtiden.

- Det eneste andet sted, som kan konkurrere med os, er Kina, og store spillere vil ikke tage dertil før i slutningen af karrieren, forklarer Lineker.

Lineker vurderer, at Manchester City med Guardiola som manager har den bedste chance for at nå til tops i Champions League af de engelske klubber i denne sæson.

Chelsea er den eneste Premier League-klub, som har vundet Champions League i det seneste otte år.

Kampene i Champions League-gruppespillet i denne sæson begynder tirsdag aften.

/ritzau/

Dagens Gossip