NHL: Frederik Andersen pillet ud i nyt nederlag

Skrevet af admin

24/04/2014

Dagens topnyheder

Frederik Andersen og Anaheim Ducks fik en forrygende åbning på NHL-slutspillet ved at vinde de to første kampe mod Dallas Stars, men efter dystens fjerde kamp natten til torsdag dansk tid er stillingen 2-2 i kampe.

Den danske ishockeykeeper reddede 21 af 25 forsøg, men spillede ifølge sin træner en sløj kamp i Dallas og blev pillet ud i tredje periode.

- Efter det andet mål tænkte jeg helt sikkert på at tage Andersen ud. Efter Dallas' tredje mål sagde jeg til Hiller (Jonas Hiller, Anaheims andenmålmand, red.), at han skulle gøre sig klar, fordi jeg ikke mente, at Andersen var så skarp.

- Da Dallas i tredje periode scorede for fjerde gang, mente jeg, at tiden var inde til et skifte, siger Ducks-træner Bruce Boudreau ifølge nhl.com.

Inden tredje og sidste periode af kamp fire var stillingen 2-2, men i løbet af lidt over et minut scorede hjemmeholdet to gange, hvilket altså fik Ducks-træneren til at hive Frederik Andersen ud.

Danskeren siger, at han fejlede ved et af målene og manglede lidt hjælp ved en anden scoring.

- Jeg skal bare glemme denne kamp og være klar til den næste. Det er der, mit fokus er nu, fortæller Frederik Andersen til klubbens hjemmeside.

Det er første gang, at danskeren er med i playoff-sammenhæng. Det første mandskab til at vinde fire kampe avancerer til næste runde, hvor kun otte hold vil være tilbage.

Peter Regins Chicago Blackhawks-hold vandt hjemme 4-3 over St. Louis Blues, så stillingen i det opgør også er 2-2 i kampe. Danskeren var ikke med for værterne.

/ritzau/