Olympisk panel skal afgøre russiske atleters OL-skæbne

Skrevet af admin

31/07/2016

Mest læste i dag

Det bliver tre personer med tilknytning til Den Internationale Olympiske Komite (IOC), der egenhændigt kommer til at afgøre, hvilke russiske atleter der får lov til at stille op ved OL i Rio de Janeiro, der begynder fredag 5. august.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De tre personer vil gennemse alle beslutningerne fra diverse sportsforbund, før de endeligt afgør, hvilke russere der får lov at konkurrere om de olympiske medaljer i august.

IOC's talsmand, Mark Adams, siger til Reuters, at de tre medlemmer vil træffe en beslutning, så snart Den Internationale Sportsdomstol (CAS) har gennemset samtlige sager individuelt.

- Det bliver ikke en beslutning, som er sort og hvid. Det handler om den individuelle atlet, og det er vigtigt, at IOC tager den endelige beslutning baseret på individuelle skøn, siger talsmanden.

IOC har tidligere opsat en række håndfaste kriterier for, hvordan russiske atleter kan få adgang til de olympiske lege, efter at det tidligere på året blev afsløret, at Rusland har haft et statsstøttet og systematisk dopingprogram.

Kriterierne var blandt andet, at atleterne skulle have været testet for doping uden for Rusland. De måtte ligeledes aldrig tidligere være blevet testet positiv for brug af doping, og så skulle atleterne være godkendt af deres respektive internationale sportsforbund.

Mere end 250 russiske atleter ud af det oprindelige tal på 387 har opfyldt kriterierne.

De tre medlemmer, som kommer til at fælde dom over russiske sportsstjerner på tværs af sportsgrene, er formand for IOC's medicinske komité Ugur Erdener, formand for atleternes komité Claudia Bokel samt Juan Antonio Samaranch jr., der er vicepræsident i det internationale forbund for moderne femkamp, UIPM.

Processen skal være færdig på åbningsdagen for OL.

/ritzau/