Sprængt blindtarm koster volley-profil vigtige kampe

Skrevet af admin

24/04/2014

Dagens topnyheder

En sprængt blindtarm betyder, at den danske volleyball-profil Casper Munk misser EM-kvalifikationen på hjemmebane i Slagelse 22.-24. maj, oplyser Dansk Volleyball Forbund i en pressemeddelelse.

Kantspilleren er ifølge forbundet i bedring efter en operation. Casper Munk havde inden operationen ondt i maven i et par dage og opsøgte derfor en læge.

- Det viste sig, at min blindtarm var sprængt. Jeg blev opereret i fredags og har ikke spist noget i seks dage. Det har været en rigtig slem omgang, som kan være livstruende.

- I øjeblikket prøver lægerne at få gang i mine organer igen. Men der går seks til otte uger, inden jeg er ovenpå igen, siger Casper Munk, som til dagligt spiller i tyske CV Mitteldeutschland.

- Det var vigtigt, at lægerne fik fjernet de bylder, som har dannet sig på organerne, efter at blindtarmen sprang. Jeg har aldrig været så syg, og jeg har tabt mig rigtig mange kilo. Det er meget frustrerende.

- Det går meget langsomt fremad, men heldigvis er der gode læger, siger Casper Munk.

Landstræner Mikael Trolle er ked af at skulle undvære Casper Munk.

- Det er et stort tab for landsholdet, at Casper Munk efter alt at dømme ikke bliver klar til EM-kvalifikationen. Han er en af de spillere, der besidder flere kvaliteter, som vi nu kommer til at mangle på landsholdet.

- Men det vigtigste er, at Casper hurtigt bliver frisk igen, så vi kan starte hans genoptræning og således få ham klar til at spille for landsholdet ved European League i juni og juli, siger Mikael Trolle.

Danmark møder Tyrkiet, Hviderusland og en endnu ukendt modstander.

/ritzau/