Talenternes EM-guld har olympiske perspektiver

Skrevet af admin

21/08/2014

Mest læste i dag

Torsdagens to danske guldvindere ved EM i svømning, Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer, er blot 17 og 21 år.

Med deres europamesterskaber i henholdsvis 100 meter ryg og 200 meter butterfly har de vist, at de tilhører verdenseliten, og at de er emner til OL i Rio om to år.

Det glæder Team Danmarks direktør Michael Andersen, der nu hele tiden har været klar over, at de to svømmere havde potentiale.

- Mie Ø. Nielsen var med til VM i Shanghai for tre år siden som 14-årig, og hun har fortsat sin udvikling siden dengang.

- Hun er et helt unikt svømmetalent, og hun har det i sig. Derfor har vi også altid vidst, at hun var et emne til OL i Rio, hvor hun kan kæmpe med om medaljer, ikke mindst også på vores medley-holdkamp, siger direktøren.

Hvad Viktor Bromer angår, er historien en lidt anden. Først det seneste år har han for alvor rykket sig derop, hvor de bedste befinder sig.

- Han har jo svømmet i Aarhus i mange år, men er flyttet til Aalborg, hvor han har rykket sig det sidste stykke.

- Udfordringen for ham i OL-sammenhæng er, at der er rigtigt hård konkurrence på 200 meter butterfly, hvor amerikanerne for eksempel har stærke folk som Michael Phelps og Ryan Lochte.

- Det bliver spændende at se Viktor til VM næste år. Det ville være flot, hvis han kunne svømme sig i finalen der, siger Michael Andersen.

Ved OL i London for to år siden lykkedes det ikke for de danske svømmere at hente medaljer i modsætning til Beijing i 2008, hvor Lotte Friis vandt bronze i 800 meter fri.

/ritzau/