10 ting kun piger, der er vokset op med storebrødre kender til

Skrevet af Ninna Andreasen

12/10/2015

Mest læste i dag

Storebrødre kan være lige dele kærlige og brutale. Lærere og afstraffere. Legekammerater og torturbødler.

Forhold mellem storebrødre og lillesøstre er specielt.

Her er 10 ting, som kun piger, der er vokset op med storebrødre, kender til.

1. Du har stået med øret mod hans dør i timevis
Mest når han havde venner på besøg, og du var forvist, fordi du var for lille. Du har forsøgt at stykke brudstykker af samtaler om piger, musik, lærere, jeres forældre og alt muligt andet sammen til noget meningsgivende.

Du ville nemlig gerne vide, hvad han egentlig mente om det hele.

2. Du har brudt ind i og/eller lusket rundt på hans værelse
Det var, som om han på de ekstra leveår havde akkumuleret en visdom, som du kun fik adgang til i glimt. Derfor forsømte du aldrig en lejlighed til at rode lidt rundt i hans ting, når han ikke var hjemme. Heller ikke, hvis det betød, at du muligvis var nødt til at bryde lidt ind.

De største fund var som regel nøgenbilleder, kondomer eller beskidte boksershorts. Så du fortrød ofte ret hurtigt, at du lige skulle tjekke, hvad han gemte derinde.

3. Mindst en af dine veninder var forelsket i ham
Og det var helt ekstremt irriterende, for du vidste godt, at hun formentlig ikke besøgte dig. Hun besøgte din storebror og brugte dig som påskud.

Det gav dig en mild kvalme. Men du havde formentlig også set dig lun på en af dine veninders storebror, så du var nødt til at åbne muligheden for hende i karmaens tjeneste.

4. Du var forelsket i mindst én af hans venner
Når du gik hjem fra skole, krydsede du altid fingre for, at din storebrors lækre ven var på besøg.

Læs også: 12 fantastiske ting ved at have en lillesøster

Det hjalp naturligvis ingenting, hvis han var, for du blev forvist fra værelset, så snart de fandt ud af, du var på matriklen. Men håbet levede.

5. Han lærte dig at drikke
Fordi han var ældre og mere erfaren, kunne han give tips til, hvad og hvordan dine første møder med alkohol skulle orkestreres. Han hjalp dig også med at skaffe det, hvis du var for ung til at købe selv - og holdt dit hår og dækkede for dig, når det gik galt.

6. Du har lært den hårde lektie af at blive narret - og grint hånligt af
Min bror bildte mig for eksempel engang ind, at det var mayonnaise, der kom ud af bumser. Jeg spiste ikke mayonnaise i et år. Da han løftede sløret for sandheden, sagde han “klog narrer mindre klog”.

Dyr lektie for værdigheden.

7. Du skulle altid følge hans (brutale) regler
Når I legede sammen - hvis han gad lege med dig - så var det altid hans regler, der gjaldt. Den første regel var, at han skulle bestemme, hvad der skulle leges. Den anden gjaldt, at du fik tildelt den mest nederen rolle i legen.

Læs også: 14 fantastiske ting ved at have en lillebror

Du kunne være helt sikker på, at han ikke gad lege med dukker, og at legen formentlig ville involvere fysisk smerte for din del.

8. Men på legepladsen skete noget helt andet
For selvom han måske gav dig nogle tæsk derhjemme, så var det hans privilegium. Var der andre i skolen eller på legepladsen, der ville mobbe eller banke dig, var der andre boller på suppen. De fik stryg.

9. Din musiksmag blev massivt indoktrineret
Du kunne i virkeligheden godt lide Spice Girls, Backstreet Boys eller Aqua.

Men din storebror kunne omtale dine favorit (tøse)bands i så nedladende et tonefald, at du lige pludselig faktisk godt kunne lide Nirvana, Guns N’ Roses og Mega Death.

10. Du finder formentlig aldrig en mand, du ser lige så meget op til
For selvom I har taget jeres kampe, så er I også på mange måder hinandens bedste venner. Du forguder ham og ser op til ham. Det bliver svært at konkurrere med for andre.

Følg Dagens Kvinder for flere lignende artikler: