13 personer smittet med leverbetændelse: Fødevarestyrelsen advarer mod dadler fra Rema1000

Skrevet af Ane Sørensen

06/02/2018
Foto: Shutterstock (arkivfoto)
Foto: Shutterstock (arkivfoto)
Fødevarestyrelsen advarer danskerne mod at spise dadler købt i Rema1000-butikker, efter 13 personer i løbet af de seneste måneder er blevet smittet med hepatitis A.

Mest læste i dag

13 danskere er blevet smittet med hepatitis A - også kaldet leverbetændelse - efter de har spist dadler, som de har købt i Rema1000-butikker.

Derfor tilbagekalder importøren og Rema1000 dadlerne, som kommer fra Iran.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

De 13 smittede personer er otte kvinder og fem mænd i alderen 17 - 79 år. Patienterne er blevet syge fra december 2017 og frem og er bosat over hele landet. 12 af dem har været indlagt i forbindelse med leverbetændelsen.

Fødevarestyrelsen er i fuld gang med at undersøge sagen nærmere og opspore de berørte partier af dadler. Styrelsen vil melde ud, så snart de ved mere.

- Hvis man har købt iranske dadler fra Rema1000, opfordrer vi kraftigt til, at man ikke spiser dem, indtil vi har det fulde billede, skriver Fødevarestyrelsen.

Dadlerne beskrives af de fleste patienter som bløde, mørke dadler med sten købt i Rema1000. Fødevarestyrelsen arbejder på at finde ud af, hvilke dadler, der kan være tale om.

Statens Serum Institut forventer, at der kommer flere patienter end de 13, der er smittet foreløbig. Det skyldes, at der går omkring fire uger, fra man har spist de forurenede dadler, til man eventuelt bliver syg med hepatitis A.

Symptomer på leverbetændelse er feber, kvalme, mavesmerter og diarré samt gulfarvning af huden og det hvide i øjnene. De fleste børn under fem år udvikler ikke symptomer, mens langt de fleste voksne vil udvikle de typiske symptomer beskrevet her.

Mange danskere er heldigvis blevet vaccineret mod leverbetændelse i forbindelse med rejser til udlandet. De fleste tilfælde af hepatitis A har ifølge Fødevarestyrelsen et mildt forløb. 

Hepatitis A smitter især via mad eller drikkevand, som er blevet forurenet med virus fra menneskelig afføring.

Sygdommen er sjælden i Danmark, da patienterne var smittet her i landet, tydede det derfor på, at en fødevare solgt i Danmark kunne være smittekilden.

Politiet advarer mod ‘forårsvarsel’: Tag ikke imod dette tilbud!