5 farlige fraser, som kan dræbe ethvert parforhold

Skrevet af Ninna Andreasen

21/09/2015

Mest læste i dag

Sproget kan være en farlig størrelse. Især i et parforhold.

Parterapeuten Kira Asatryan går derfor oftest som det første i kødet på måden, et par taler til hinanden på. Hendes erfaring er, at især fem sætninger driver par fra hinanden.

Det har hun skrevet om i et indlæg på Psychology Today.

Sætningerne er:

1. Hvorfor?
At stille spørgsmålet “hvorfor” appellerer ikke til tillid og følelsen af at være tætte. Det skaber en - måske - utilsigtet følelse hos modtageren af, at de skal være i forsvarsposition.

“Hvorfor gjorde du det?”, “Hvorfor føler du sådan?”. Selvom det måske udspringer af en uskyldig undren, kan modtageren føle sig i defensiven.

I stedet kan man skifte “hvorfor” ud med “hvad” eller “hvordan”. På den måde kan man ændre spørgsmål som “Hvorfor gjorde du det?” til “Hvad får du ud af at gøre det?”.

Det første virker anklagende. Det sidste beder om en reel forklaring.

2. Du er nødt til at…
Det kan både lyde som en ordre og som et ønske om, at partneren skal ændre sig, fordi du har en anden holdning.

Læs også: 4 ‘usunde handlinger’ der gør dit parforhold bedre

Den slags skaber ikke tillid og tæthed, men driver en kile mellem folk.

I stedet for at sige “Du er nødt til at være mere opmærksom” kan man i stedet sige “Jeg ville gerne have, at vi tager flere beslutninger sammen.

3. Jeg er ked af det, hvis…
Det lille “hvis” sletter alt i sætningen for inden.

“Jeg er ked af det, hvis jeg sårede dine følelser” eller “jeg er ked af, at du har det sådan” spiller bolden over på den andens banehalvdel. Det er ikke reelle undskyldninger, men et forsøg på at fjerne sit eget ansvar i situationen.

“Jeg er ked af, at jeg gjorde…” er bedre end “Jeg er ked af, hvis…”

4. Hvorfor gør du ikke bare…
Det er fint at komme med løsningsforslag på problemer, når de bliver efterspurgt. Men man lukker hurtigt samtalen, når man bralrer ud med dem i utide, og de lidt er formet som en ordre.

Læs også: 4 ting du skal huske at sige til dig selv før du går i seng

Det er langt vigtigere at være til stede og engageret, hvis partneren har problemer. Når vedkommende er klar til at prøve noget andet, kan man tilbyde at hjælpe med at brainstorme over løsningsforslag. Samarbejde skaber tillid.

5. Ikke lige nu
Langt de fleste af os har travlt, og det er ikke altid muligt at smide, hvad man har i hænderne og lytte. Men sætningen “Ikke lige nu” vil altid føles som et afslag.

I stedet kan man sige “Jeg skal bare lige bruge 20 minutter på det her, og så vil jeg rigtig gerne lytte”. Det føles helt anderledes end “Ikke lige nu”.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: