5 ting særligt sensitive mennesker gør

Skrevet af Kirstine Petersen

27/10/2016
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Beskriver det dig, eller en du kender?

Dagens topnyheder

'Særligt sensitivitet' er kommet på radaren hos psykologer, arbejdspladser og i socialomsorgen, fordi begrebet omfavner nogle mennesker, som måske ikke (udelukkende) vil betegne sig som introverte, men (også) som noget andet. 

De oplever eksempelvis et øget behov for at skærme dem selv efter en lang dag på arbejde eller i skolen med larm og mange indtryk; de er med andre ord særligt sensitive, og der forskes derfor løbende i at definere begrebet og de ting, mennesker med betegnelsen oplever.  

Ifølge Psychology Today er der dog en række tegn, de fleste særligt sensitive vil kunne genkende ved dem selv - og som andre måske kan lære at håndtere særligt sensitive kollegaer eller pårørende bedre ved at kende til. 

Tegnene er opridset af psykoterapeut og forfatter til bestseller-bogen “13 things Mentally Strong People Don’t Do”, Amy Morin, som blandt andet skriver følgende ting, som særligt sensitive gør:

1) De mistrives i åbne kontorlandskaber
Storrumskontorer er det værste sted at opholde sig igennem længere tid for en særligt sensitiv person. Lugte, lys, telefoner der ringer, og folk der snakker, bliver hurtigt for meget at kapere for dem.

2) De overvældes af for mange opgaver på én gang
Særligt sensitive mennesker reagerer negativt, når de får flere opgaver på en gang. De bliver tydeligt utilpasse og stressede og har dermed svært ved at løse opgaverne.

3) De knækker hurtigere, hvis de presses åbenlyst
Præsentationer foran kollegaerne eller en skærm med løbende resultater blandt alle ansatte er ikke den bedste måde at motivere et særligt sensitivt menneske på. De klarer sig omvendt langt bedre, hvis de får lov at nørkle med opgaverne i fred, bag deres skrivebord eller hjemmefra.

4) De er særligt opmærksomme på andres følelser
Ligesom de selv er meget påvirkede af lyd, lys og omgivelser, kan de lynhurtigt mærke, når andre har det skidt eller mistrives. Det bliver næsten en byrde for en særligt sensitiv, når andre har det skidt.

5) De berøres lynhurtigt af kunst
Et smukt maleri, en rørende melodi: Kunstneriske indtryk sætter følelserne hurtigt i kog hos en særligt sensitiv.

Amy Morin slutter sin liste på i alt ni punkter med at understrege, at særlig sensitivitet ikke udelukkende er en udfordring eller noget negativt at leve med, men derimod også en styrke, fordi en særligt sensitiv er ekstra bevidst om sine omgivelser.

Vedkommende lægger mere mærke til detaljen og har blot brug for en viden om, hvordan han eller hun beskytter sig selv mod de indtryk, der påvirker personen negativt – så det kan vendes til noget positivt.