51-årige Catrine døde af sygdommen - forsikringsselskabet mente at hun kunne arbejde

Skrevet af Emil Ryttergaard

26/04/2017
To måneder før 51-årige Catrine Lundgrens død fik hun afslag af forsikringsselskabet. De mente, at den alvorligt syge kvinde sagtens kunne arbejde på fuld tid.

Mest læste i dag

Tidlig om morgenen den 29. december blev svenske Catrine Lundgren fundet død i sit hjem i den svenske by Bureå, der ligger 750 kilometer nord for Stockholm. 

Hun havde om natten fået et epileptisk anfald og var faldet og blevet kvalt ihjel. 

To måneder inden den tragiske hændelse havde den 51-årige fået et afslag af den svenske försäkringskassan, der vurderer sager som førtidspension, nedslidning og funktionsnedsættelser, skriver Aftonbladet

Afslaget kom på trods af, at både læger og hendes udredning i kommunen viste, at hun ikke kunne varetage mere end det deltidsjob, som hun allerede besad, grundet hendes alvorlige epilepsi, hvor anfald var en almindelig del af Catrine Lundgrens dagligdag. 

I 2011 kunne hun dog ikke længere holde anfaldene i skak og måtte opgive sin vagter som hjemmehjælper, skriver det svenske dagblad.

- Siden anfaldene begyndte kunne hun ikke længere arbejde alene. Hun kunne have tre-fire anfald om dagen, siger den ældeste datter, Maria Lundgren, til Aftonbladet.  

På trods af stor fleksibilitet fra kommunen var det ikke længere være muligt for Catrine Lundgren at passe et almindeligt fuldtidsjob, og i 2014 blev hun hjerneskadet som følge af sin livslange sygdom. 

I 2015 søgte hun derfor om nedsat arbejdstid, hvilket blev bakket op af læger. Men i slutningen af 2016, 11 måneder senere, fik hun afslag. 

- Mor var helt ødelagt. Jeg ved ikke om jeg skal kæmpe imod, sagde hun, og hendes anfald blev hyppigere som følge af usikkerheden om fremtiden og hendes økonomi, siger Maria Lundgren til den svenske avis. 

Hos den svenske myndighed fastholder man sin vurdering af den 51-årige kvindes helbred. 

- Vi forholder os til de regler, der findes på området. Her er det lægefaglige kun en del af vurderingen. At hun nu er bortgået ved døden på grund af sin sygdom er jo ikke ensbetydende med at hun ikke kunne arbejde, siger Cecilia Udin, der er forsikringskoordinator ved den svenske myndighed til Aftonbladet. 

Mand kommer hjem og finder sin kæreste og hendes elsker i sengen - så tager han hævn