6 fejl du altid begår i weekenden

Skrevet af Sol Stoffregen

25/06/2016

Dagens topnyheder

Lørdag og søndag er ugens højdepunkter. Det er udsigten til disse to dage, der har holdt dig kørende hele ugen.

Alligevel er der en tendens til, at weekender ofte ikke forløber på mest optimal vis. Ideelt set burde man slappe af og lade op til næste uge, men der er så mange ting, der kan få en på afveje.

Arbejde og mobiltelefonen er nogle af de værste syndere, skriver den amerikanske avis Huffington Post, der har lavet en liste med bud på, hvad der kan ødelægge din længeventede weekend.

1. Du arbejder i weekenden. Du skal bare lige tjekke emails fra arbejde og læse op på den nyeste viden indenfor dit felt, fordi du gerne vil gøre dit job så godt som muligt. Men hvis du vil præstere dit bedste på jobbet, bør du slukke computeren og hvile ud. Det kan nemlig gøre dig mere produktiv afslører bogen “What the Most Succesful People Do on the Weekend” af Laura Vanderkam.

2. Online online og online. Sluk nu den mobiltelefon og nyd din weekend. Du kan hverken slappe af, være sammen med familien eller lave det, du egentlig bedst kan lide. Dit stressniveau vil falde, hvis du lægger mobilen væk, og du vil formentlig også sove bedre om natten.

3. Glemmer kvalitetstid. Selvom weekender burde være tidspunktet, hvor familien tilbragte kvalitetstid sammen, noget som kan være svært at nå i en travl hverdag, så ender det ofte med, at familiens medlemmer sidder i hver deres rum.

4. Du sover for længe. Du kommer nemt ud af din almindelige soverytme i weekenden, fordi du skal til fødselsdagsfest og kommer alt for sent i seng og derfor sover velfortjent længe den næste dag, hvor du føler dig frygtelig træt. Årsagen er, at du har såkaldt socialt jetlag. Dette jetlag kan også gøre det svært for dig at komme tilbage i din hverdagssoverytme.

5. Sure pligter. Hvis huset skal støvsuges og støves af fra kælder til kvist hver weekend samtidig med, at alle de almindelige pligter skal nås, så drukner du i sure pligter og når ikke at holde weekend. Prøv i stedet at sætte 30 eller 60 minutter af alle hverdagsaftener til at ordne vasketøj, indkøb og rengøring, så du har fri i weekenden til at lave noget sjovere.

6. Søndagsstress. Søndag kan nemt blive en mærkelig dag, for det er weekendens sidste dag, og har man nu nået alt det, man gerne ville, både arbejdsmæssigt og personligt? Formentlig ikke, og det kan være meget stressende og angstfremkaldende. Når søndagsstressen melder sin ankomst bør man lave noget aktivt og være sammen med dem, man elsker, lyder anbefalingen.  

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: