Advarsel om svampegift i tørret frugt: Kan være kræftfremkaldende

Skrevet af Sol Stoffregen

25/01/2016

Dagens topnyheder

Har du købt tørrede figner for nylig, så skal du være ekstra opmærksom.

Tre frugt- og grøntbutikker kalder æsker med tørrede tyrkiske figner tilbage på grund af for højt indhold af svampegiften Ochratoxin A. Det oplyser Fødevarestyrelsen.

Der er tale om figner af mærket Sultan Kuru Incir fra Tyrkiet, der fås i æsker a 350 gram med mindst holdbarhed til 30. september 2016. Produktet er solgt i Alici Market, Danmarksgade 29, 7000 Fredericia, Karroum, Holmstrupgårdvej 11, 8220 Brabrand og Jasmin Food ApS, Vollsmose Allé 10, 5240 Odense NØ.

Det forhøjede indhold af Ochratoxin er opstået som følge af svampevækst i fignerne.

- Der er ingen umiddelbar risiko forbundet med at have spist produktet. Ochratoxin A kan dog efter længere tids indtagelse være kræftfremkaldende, oplyser Fødevarestyrelsen.

Hvis du har de pågældende figner, anbefales det, at du smider dem ud eller leverer dem tilbage til købsstedet.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: