Derfor gik det galt med dit nytårsfortsæt

Skrevet af Aller Media

17/03/2014
Du havde egentlig lovet dig selv, at 2014 skulle være året for de gode, sunde vaner. Men nu viser kalenderen marts, og sådan er det ikke blevet.

Mest læste i dag

For croissanterne, takeawayen og rundstykkerne fylder igen mere og mere ligesom sidste år, og du har egentlig ikke tabt dig de kilo, du havde drømt om. Hvad er der lige gået galt?

- Jeg får en masse mails fra folk lige nu, der er kørt af sporet på deres low carb/high fat-kure eller mystiske kure med chokolade. De har haft et ønske om, at det skal være nemt for dem, og så bliver den slags løsningen, siger Anne Seidelin, der er kostvejleder, coach og sygeplejerske.

Al mad er tilladt

I sin praksis tilbyder hun effektive kostplaner, opskrifter og ideer til, hvordan man som udgangspunkt kan sigte mod at få sig et stabilt blodsukker, mere energi og en sundere livsstil.

De mange former for smarte slankekure giver hun ikke meget for, for de er som regel alt for firkantede.  Det skyldes, at den menneskelige hjerne ikke trives med de mange forbud, der følger med sådan en kur. Hvis du siger til dig selv, at du aldrig mere må få slik, så bliver slik lige pludseligt ekstremt attraktivt.

- Jeg møder mange, der har været på kur hele deres liv. Jeg foreslår, at i princippet er alt tilladt, og man skal spise mad, fordi man har lyst, men i de rette mængder og på de rette tidspunkter, siger Anne Seidelin.

Sæt dig et konkret mål

Hun mener også, at alt for mange kvinder har for ukonkrete mål, når de starter ud på deres kur som for eksempel at være sundere eller at kunne passe et bestemt par cowboybukser.

Anne Seidelin råder i stedet sine klienter til at tænke over, hvad det vil gøre ved dem at have idealvægten.

Det vil måske give mere frihed og anerkendelse, og det er meget mere konkrete tillægsord i stedet for målet om at passe et par bukser, som man nemt kan købe i en anden størrelse, når det bliver for svært med de nye vaner.