Det er ikke en god ide at falde i søvn med lyset tændt

At falde i søvn til fjernsynet eller på en anden måde sove med lyset tændt, kan påvirke søvnen mere, end man tror.

En ny undersøgelse, som har været publiceret i tidsskriftet Sleep Medicine, viser, at sover man med lyset tændt, vil man i højere grad vågne i løbet af natten, og man vil sove mere overfladisk, skriver Huffington Post.

Er du i søvnunderskud? Tjek dit søvnmønster på udeoghjemme.dk

Forskerne fra Sydkorea lod en gruppe testpersoner gennemgå to forskellige søvnsessioner, hvor de blev overvåget og målt på alle leder og kanter.

I den ene session sov de med lyset tændt, og i den anden var lyset slukket. Lyset kom fra en lampe tæt på testpersonerne.

Konklusionen var, at personerne, som sov med lyset tændt, have mere overfladisk søvn på stadie 1, og de havde flere opvågninger i løbet af natten.

Der var også ændringer at spore i hjernen i forhold til søvnens dybde og stabilitet, når man sammenlignede med personerne, som sov i mørke.

Lys inden sengetid påvirker søvnen

Flere andre undersøgelser har tidligere peget på, at lys også kan påvirke søvnen inden sengetid.

En artikel publiceret i tidsskriftet Nature tidligere i år, som professor i søvnmedicin ved Harvard University Charles A. Czeisler står bag, påviser, hvordan kunstigt lys stopper de søvnpromoverende neuroner og i stedet aktiverer de neuroner, som har med vågenhed at gøre.

At opholde sig i et rum med lys inden sengetid kan altså påvirke søvnen, hævder Charles A. Czeisler.

Fede måltider i de sene aftentimer sætter sig hurtigt på kroppen og kan i øvrigt også forstyrre vores søvn. Læs på familiejournal.dk, hvad du kan spise for at undgå søvnforstyrrelser.

Ifølge National Sleep Foundation er omgivelserne ganske vigtige, når det kommer til at sikre sig en god nats søvn.

Her lyder rådene, at man skal sørge for at have et helt mørklagt soveværelse, hvor vejbelysning og andre forstyrrende elementer ikke kan trænge ind. Skal du op og tisse om natten, så gør det helst uden for meget lys.

Af Mia Qvist Scheelsbeck, NewsDesk, Aller Media

Dagens Gossip