Far advarer: Sløs på McDonald's kunne have kostet 6-årige Ebba livet

Skrevet af Ninna Andreasen

25/09/2016
- Havde jeg ikke været der, ville det have været tak og godnat.

Mest læste i dag

Det virker måske ikke som en stor fejl, men den kunne meget vel have kostet Ebba på seks år livet.

Den lille pige bestilte en hamburger på McDonald’s. Hun fik en burger i hamburger-indpakning. Men inden i var der ost mellem bollerne, og det kunne have dræbt den seksårige. Det skriver Expressen

Ebba og hendes far André Havas besøgte restauranten i midten af Sverige, hvor faren bestilte et Happy Meal til pigen med en almindelig hamburger. Pigen kan nemlig ikke spise burgere med ost, da hun har mælkeproteinallergi.

Det betyder, at hun får en voldsom allergisk reaktion, hvis hun indtager mælkeprodukter. Det kan lukke for luftvejene og i værste tilfælde slå hende ihjel.

- På emballagen rundt om burgeren stod der, at det var en almindelig hamburger, men da jeg åbnede og løftede toppen, opdagede jeg, at der var ost på den. Havde jeg ikke været der, ville det have været tak og godnat, siger André Havas.

For ham er det ren rutine at dobbelttjekke datterens mad. Men havde hun haft andre voksne med på restauranten, var det ikke sikkert, det var sket. Det giver faderen en knude i maven. 

Ikke det eneste tilfælde
André Havas står frem, efter det tidligere kom frem, at en anden mælkeproteinallergiker fik ost i en burger på McDonald’s, selvom han havde bestilt en hamburger.

Avisen har også modtaget en række lignende eksempler.

Pressechefen for McDonald’s i Sverige bliver bekymret over oplevelserne, som læserne fortæller om.

- Jeg kender ikke til de enkelte sager, som I fortæller om, men jeg vil meget gerne i kontakt med alle, som har været ude for noget lignende. Det må ikke ske. Det er helt uacceptabelt, siger Alexandra Hempel Svenonius.