Hanne klagede til kommunen: Ældre dement nabo fik serveret færdigret på dørmåtten

Skrevet af Nils Würtzenfeld

16/01/2017
Foto: Facebook/Hanne Dyran
Foto: Facebook/Hanne Dyran
En chokeret kvinde har delt sin forargelse, efter hendes 75-årige nabo er blevet forsømt af kommunen.

Dagens topnyheder

Hanne Dyran fra Oslo satte sig for nylig til tasterne efter at have observeret, hvordan hendes demente nabo blev behandlet dårligere og dårligere. Det skriver norske VG.

Den 75-årige nabos tilstand var over en længere periode blevet forværret, men det havde man ikke taget højde for hos hjemmeplejen – tværtimod.

Chokeret havde Hanne Dyran observeret, hvordan maden, som blev leveret fra kommunen, blot blev stillet på den ældre nabos dørmåtte, hvorefter den blev stående i flere timer.

Dette bekymrede Hanne Dyran så meget, at hun rettede henvendelse til kommunen – dog uden at få svar.

- Det er uværdigt, og jeg reagerede så kraftigt, fordi vi har set dette mange gange tidligere. Jeg fik ingen svar fra kommunen og tænkte, at hvis dette skete igen, så måtte jeg finde en ny måde at nå ud med det (budskabet) på, fortæller Hanne Dyran.

Og desværre skulle episoden gentage sig.

Foto: Facebook/Hanne Dyran

Foto: Facebook/Hanne Dyran

For endnu en gang oplevede Hanne Dyran, hvordan en madleverance blot blev stillet på naboens dørmåtte, hvor den stod urørt i tre timer.

Det fik Hanne Dyran til at tage et billede af maden og efterfølgende skrive et kritisk opslag på Facebook, der nu er delt mere end 2.500 gange.

- Jeg har været inde hos ham flere gange, og jeg ved jo, at maden ryger fra dørmåtten og ind i mikrobølgeovnen. Min tanke var, at hvis flere ser, hvordan tingene er, så vil flere bekymre sig, og måske kan vi nå frem til de ansvarlige, siger Hanne Dyran og understreger, at det er vigtigt, at vi tager os af hinanden.

Det er St. Hanshaugen Ældrecenter, der står for madleverancerne til den 75-årige nabo, og hos de kommunale myndigheder har man forsikret VG om, at man hurtigst muligt vil kontakte ældrecentret for at få ændret leveringsrutinerne.

- Vi mener, at dette kan blive bedre. Derfor vil vi snakke med ældrecentret for at undersøge, om de ikke kan ændre deres rutine, så de ringer, når borgeren er ude, de kan levere maden personligt, siger Sven Buer Berger, der er afdelingsdirektør i kommunens velfærds- og sundhedsafdeling.

Også i Danmark har vi for nyligt oplevet flere sager, hvor ældre borgere er blevet præsenteret for kommunal mad, der langt fra har været i orden. Alene i denne månede har Dagens.dk tidligere skrevet om Jette Schnack Petersen, der i den grad er utilfreds med det mad, som hendes 92-årige mor får ind ad døren.