16/02/2018
helvedesild
Helvedesild Foto: Shutterstock
Helvedesild er en smertefuld men ufarlig sygdom, som rammer nogle af de mennesker, der har haft skoldkopper tidligere i livet.

Mest læste i dag

Helvedesild - også kendt under navnet herpes zoster - er et udslæt, som er forårsaget af skoldkoppevirus. Virussen gemmer sig i kroppens nerver og helvedesilden opstår, når skoldkopperne blusser op igen i det område af huden, som netop denne nerve forsyner.

Derfor kan du kun få helvedesild, hvis du tidligere har haft skoldkopper.

Udslættet kan ifølge Sundhed.dk dukke op over hele kroppen, men vil altid kun være at finde på enten højre eller venstre side. Det er dog oftest brystkassen, maven/lænden eller ansigtet, der bliver ramt af udslættet. Sygdommen kan sprede sig til andre dele af kroppen. Det sker dog kun, hvis dit immunforsvar er svækket på grund af en anden sygdom. 

Selvom helvedesild er en smertefuld sygdom, er den hverken farlig eller livstruende. Smerterne når som regel maksimum i løbet af den første uge, hvorefter de aftager igen. Nogle kan dog have smerter i ugevis, når de bliver ramt af sygdommen. 

Selvom sygdommen rammer omkring 10 - 20 procent af befolkningen, ses den sjældent hos unge mennesker, mens hyppigheden stiger med alderen. Det er sjældent, at en person får helvedesild mere end én gang i livet.

helvedesild

Helvedesild Foto: Shutterstock

Hvordan får man helvedesild?

Når du har haft skoldkopper som barn, finder virussen vej til nerver, der går ud til din hud. Virussen transporteres langs nerven og slår sig ned nær din rygmarv. Her ligger den i årevis uden at give dig nogen symptomer. 

Når du bliver ældre eller dit immunforsvar bliver svækket, kan virussen pludselig begynde at formere sig og vandre langs nerven ud mod huden igen. Derefter starter de beskrevne symptomer på helvedesilden.

Hvad er symptomerne?

Helvedesilden starter ofte med et par dage, hvor den ramte døjer med lettere symptomer som hovedpine og utilpashed. Der kan desuden forekomme svien, smerter eller kløe i den del af huden, som senere bliver ramt af udslættet. 

Der går som regel tre til seks dage, før der kommer et udslæt med rødme og blærer i området. Blærerne vil efterhånden blive fyldt med pus eller blodig væske, hvorefter der til sidst dannes skorper på sårene. 

Der kan opstå forbigående pigmentforandringer, når skorperne falder af sårerne. Forandringerne viser sig som mørkere eller lysere pletter på huden.

helvedesild

Helvedesild Foto: Shutterstock

Helvedesild - smitte

Virussen kan frigives fra personer med helvedesild og være årsag til smitte med skoldkopper hos personer, som ikke tidligere har haft denne sygdom. Hvis du har helvedesild, bør du derfor undgå at være sammen med mennesker, som ikke tidligere har haft skoldkopper eller har et nedsat immunforsvar.

Helvedesild - behandling

Hvis der er tale om et lettere tilfælde af helvedesild, kan du behandle sygdommen med smertestillende midler. For at undgå infektion med bakterier, skal du holde udslættet tørt og rent og dække det af med en tør bandage, der ikke har en klæbende effekt. 

Hvis du har stærke smerter, kan det blive nødvendigt med morfinlignende midler. Derudover kan du bruge en salve kaldet Lidokain lokalt på huden. 

For at undgå, at smertetilstanden bliver langvarig, er det vigtigt, at du får en god smertebehandling. Hvis dit øje bliver angrebet af udslættet, skal du have behandling med et antivirus-middel, som hæmmer formeringen af virus i kroppen.