Hosten og ømhed: Sådan undgår du ny epidemi

Foto: Polfoto

Den "kolde" lungebetændelse har ramt Danmark for andet år i træk.

Kriller i halsen, løbende næse, host og muskelømhed. Snue, bronkitis og lungebetændelse.

Det sygdomsbillede vil i varierende grad ramme tusindvis af danskere i den kommende tid.

For andet år i træk konstaterer Statens Serum Institut nemlig, at vi står på tærsklen til en epidemi med mycoplasma pneumoniae, den smitsomme luftvejsinfektion, der i folkemunde bliver kaldt for "kold lungebetændelse".

- Vi ser i øjeblikket tre gange så mange smittetilfælde som på samme tidspunkt sidste år. Så vi kan godt begynde at kalde det en epidemi. Det er det i hvert fald helt klart i Nordjylland og Hovedstadsområdet, siger seniorforsker Søren Anker Uldum fra Statens Serum Institut til Ritzau Fokus.

Sidste år blev der registreret 6.000 tilfælde af infektionen med mellem 300 og 500 nye tilfælde i de uger, hvor epidemien var værst. Men det er kun toppen af isbjerget.

Mange oplever kun milde symptomer som lidt ondt i halsen, snue og muskelømhed og ringer aldrig til lægen. Men infektionen med bakterien kan også føre til bronkitis og lungebetændelse.

Det sidste overgår omkring hver tiende smittede og giver feber, men i mindre grad end almindelig lungebetændelse, hvorfor mycoplasma pneumoniae lidt fejlagtigt bliver kaldt for "kold".

- Der er trods alt stadig tale om feber. Den kolde lungebetændelse giver bare lidt mindre feber på 38-39 grader, mens en klassisk lungebetændelse giver høj feber på 39-40 grader, siger Kåre Håkansson, læge og ph.d. ved øre-, næse-, halsafdelingen på Rigshospitalet i København.

Statens Serum Institut kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvor lang tid epidemien ventes at vare, men sidste år indtraf den lidt senere og varede helt ind i januar.

Sygdommen rammer i særlig grad børn i alderen seks til 12 år. Det skyldes, at de modsat voksne ikke har opbygget immunitet over for bakterien.

Samtidig bliver børn lettere smittet, fordi de er i tættere kontakt med hinanden i deres daginstitutioner og skoler, end voksne er på deres arbejdspladser.

Læs mere om sundhed her.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip