Juli er den farligste måned: Her skal du passe på, når du går i haven

Skrevet af Laura Nygaard

09/07/2015

Dagens topnyheder

Ser du manden gå ud i haven med en hækkeklipper og en stige under armen, bør du nok holde et ekstra godt øje med ham fra stuevinduet.

Det antyder en statistik over skader i forbindelse med havearbejde, som Ulykkes Analyse Gruppen har ført de seneste fem år.

Her er det tydeligt, at det er i juli, vi slæber de farlige haveredskaber frem - og at det især er mændene, der kommer til skade, når det sker.

Læs også: Kan havearbejde tælle som træning?

- Det er jo nu, folk går i haven, så det er også nu, vi ser flest skader, siger Niels Dieter Röck, ledende overlæge på Odense Universitetshospital, som står bag Ulykkes Analyse Gruppen.

Ulykkerne sker oftest, når havearbejdet foregår fra en stige, mens de farligste maskiner tæller hækkeklippere, plæneklippere, motorsave og sakse som hække- og grensakse.

Ulykkes Analyse Gruppen har netop opdateret statistikken med de nyeste tal, og de viser, at Odense Universitetshospital sidste år oplevede 1.615 tilskadekomne i haven - det svarer til 32.300 på landsplan. Her sker ca. en fjerdedel af skaderne - 8.380 - ved decideret havearbejde, mens de resterende er madlavning, rengøring, gør-det-selv-arbejde og andet, der foregår i haven.

Og det er især mændene, der har svært ved at håndtere de tunge maskiner. Næsten dobbelt så mange mænd som kvinder kommer til skade ved havearbejde. Og det er primært mændene i alderen 50-55.

Læs også: Mand brænder til døde under havearbejde

Og dem vil Niels Dieter Röck advare mod at være for kåde, når de får maskinerne i hånden.

- De fleste apparater har sikkerhedsanordninger, så de ikke kan betjenes med én hånd. Men dem kan man godt sætte ud af drift, og det er ofte dér, det går galt. Men det kan også ske, at maskinene er sikret, men at man selv er uforsigtig og får hakket nogle andre i haserne, siger overlægen og tilføjer:

- Vi ser også ulykker med plæneklippere, hvor græs i maskineriet har fået den til at stoppe. Så vender man den om og stikker en hånd ind i maskinen. Men det er altså store kræfter, der er i spil, advarer han.

I top fem over hyppigste skader ser man sår på hænder og fingre, øjenskader, brud på underarme, sår i hovedet samt forvredne og forstuvede hænder og fingre.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: