Louise har taget sin beslutning: "Stik mig de plastikpatter og lad os få det overstået"

- Jeg kan se i journalen, at du nok ikke er forberedt på det, som jeg skal til at fortælle dig nu.

Sådan sagde lægen til den unge kvinde og nu blogger, Louise Hart, tidligere i år.

Louise virker på undertegnede til at være ganske normal, hvis der da er noget, der hedder det. Hun præsenterer sig selv som en, der spiller på guitar, kan lide at møde nye mennesker, laver teater og ja; andet “normalt”.

Hun har aldrig røget en cigaret, interesserer sig ikke for alkohol, spiser ikke kød og virker med andre ord som en sund, ung kvinde. Alligevel fik hun en grim melding af lægen dén dag for nogle måneder siden. En melding, ingen ønsker at få, og Louise Hart har sidenhen berettet om sit liv med sygdommen, nej lortesygdommen; kræft:

- LIGE DÉR stoppede alt. Jeg stoppede med at trække vejret. Tiden stoppede. Min hjerne lukkede ned, og jeg hørte kun nogle stemmer i baggrunden, der begyndte at tale om operation, kemoterapi, parykker, fertilitetsbehandlinger osv. osv. Jeg hørte ikke efter. Sad kun og prøvede at forstå, hvad der blev sagt. Det kunne jo ikke passe. JEG HAR JO IKKE KRÆFT, skrev hun efterfølgende på sin blog.

Få måneder efter stod hun over for valget om at få rekonstrueret det bryst, lægerne tog efter kræftdommen - eller ej. Vi har fået lov til at bringe hendes indlæg "Stik mig de plastikpatter og lad os få det overstået".

Indlægget handler om Louises overvejelser mht. at få eller ikke få lavet bryster, og det starter sådan her:

- Jeg har taget min beslutning. For, om jeg skal være amazone eller silikone pige. Jeg må indrømme, at hvis jeg var min egen veninde ville jeg sige “You go girl” til beslutningen om at bevare arret, være amazonekriger kvinde og ikke få lavet en rekonstruktion. Det ville udefra være TOPsejt og et symbol på at have kæmpet livets vilde bad-ass sørøver kamp! Men virkeligheden er jo bare en anden, når man står og kun har én babs!

Det ser jo for fanden mærkeligt og asymmetrisk ud (synes jeg). Og føles underligt. Når man er sammen med en mand, så har han jo to hænder og tager fat, og når der kun er ét bryst at gramse på, så føles det lidt ligesom at jonglere med én bold. Det er helt forkert. Det må jeg altså bare sige. Så jeg har besluttet mig. Jeg tager silikoneudgaven, og så håber jeg fandenfløjtemig, at de kan lave nogle pæne, NATURLIGE og små bryster, som jo er den model, jeg altid har haft og befundet mig bedst med. Jeg skal ikke til at lege Dolly Parton, Linse Kessler eller bare Pamela Andersson. Dog er jeg er sygt nysgerrig for at se nogle vellykkede rekonstrueringsbryster. Når man googler sig frem, dukker der ikke særligt meget op, og jeg gad vildt godt at se, hvordan sådan nogle kan se ud. Jeg har jo nok en lidt gammeldags fordømmende idé om at silikonemeloner er nogle helt runde og hårde kugler. I hvert fald dem jeg fik lov at røre ved engang i start 00’erne i en brandert på jazzhouse.

Derudover skal jeg jo have lavet en fake brystvorte. YES! For realz. Den fjernede de sgu også. Dog med stor modstand fra min side. Jeg havde en helt forhandlingsagtig seance med kirurgen, om hvorvidt de ikke NOK kunne bevare min elskede, mega nice, nougatbrune nipple, som har tjent mig så godt i mange år, men nej. Det ville blive noget juks, sagde mine søde kirurgdame Janne. Så hele pivtøjet er væk. Tilbage er der (bevares, et SUPER pænt, LILLE og smagfuldt lavet) ar.

Så, det der skal ske er, at jeg skal gå med en ekspander i tre måneder (et aggregat der udvider huden og giver plads til silikonedimsen), som skulle være en ret så smertefuld affære. Tre måneder i smerter, øv. Men man må jo lide for den der skønhed - eller hvad det nu bliver! Når silikonen er inde, så laver plastikkirurgen en fake nipple, som har samme form som min egen (der er jo naturligvis INGEN følelse i, man kan ikke amme med den, den har INGEN anden funktion end at se godt ud!), så kommer der gudhjælpemig en TATOVØR, som så tatoverer brystvorten i samme farve som som dens nu “pap” tvillingesøster. Det er sgu da stenet! OG fantastisk! At man kan den slags.

(Blogindlægget fortsætter under billedet)

Foto: Louise Hart privatfoto

Der er mange ting i det her forløb, jeg aldrig har tænkt over, men som jeg pludselig skal tage stilling til. Jeg er jo nærmest blevet “brystkræftekspert” i løbet af et par måneder. Så om en uge skal jeg til møde med plastikkirurgen på Riget. Forestiller mig, at man får et menukort stukket i hånden med modeller, størrelser og former, og så peger man og siger: “Jeg vil gerne bede om disse”. Men sådan foregår det nok ikke helt. We’ll see. 

Tak til Louise for at måtte bringe indlægget. Du kan læse mere om forløbet på Louisehart.dk eller via facebooksiden her.

Læs også: Stort gennembrud: Grunden til brystkræft fundet

 

Følg Dagens Kvinder for flere lignende artikler:

 

 

 

Dagens Gossip