Mors diabetes øger barnets risiko for tidlig død

Skrevet af admin

16/09/2014

Mest læste i dag

Et dansk studie af børn født af mødre med type 1-diabetes viser, at børnene har dobbelt så stor risiko for at dø i forhold til børn med raske forældre.

Det danske studie er blevet fremlagt af Dansk Diabetes Akademi i forbindelse med den årlige europæiske diabeteskonference EASD, European Association for the Study of Diabetes, i Wien.

Studiet viser, at dødeligheden blandt børnene fra 0 til 20 år født fra 1993-1999 er dobbelt så høj, når man sammenligner dem med børn født i samme periode af mødre uden diabetes, oplyser Diabetesforeningen

- Det er rystende, og jeg var temmelig overrasket, da det gik op for os, hvor tydelige tallene er, siger overlæge, lektor, ph.d. Dorte Møller Jensen fra Odense Universitetshospitals diabetesforskningscenter.

Det er ph.d.-studerende Stine Knorr fra Aarhus Universitetshospital, der har kortlagt, hvilken betydning, det har for børn at være født af mødre med type 1-diabetes.

Dødsfaldene er især sket i det første leveår, og de hyppigste årsager er hjerte-kar-sygdomme måske på grund af øget muskelmasse i hjertet og sygdomme i urinvejene formentlig på grund af infektioner, skriver Diabetesforeningen.

I studiet indgår 1326 børn, hvis mødre har type 1-diabetes. Børnene født af mødre med type 1-diabetes havde en dødelighed på 1,5 procent i perioden, mens de andre børns dødelighed lå på 0,7 procent.

- Vi ved, at mødre skal være rigtig godt reguleret under deres graviditet, og at de skal planlægge graviditeten for at undgå at have for højt blodsukker i tiden op til undfangelsen. Det kan skade barnet, siger Dorte Møller Jensen.

Forklaringen på den øgede dødelighed er formentlig blodsukkerværdierne, som alt andet lige er højere end hos kvinder, der ikke har diabetes, vurderer Dorte Møller Jensen.

Dorte Møller Jensen opfordrer kvinder med type 1-diabetes, der gerne vil være gravide, til stadig at sikre sig en så god blodsukkerregulering som muligt.

- Og så er det oplagt, at børn født af mødre med type 1-diabetes, fremover følges som en særlig sårbar gruppe, siger hun.

/ritzau/